En 21-årig kvinde blev fredag eftermiddag udsat for en voldsom oplevelse i havnebyen Grenå i Østjylland. Hun blev stukket i maven med kniv af en ukendt mand, der kørte forbi hende på cykel.

Kvinden var på vej væk fra Fredensgade, og manden kom cyklende ad en grussti mellem Bredgade og kirkegården, da han pludselig dolkede den 21-årige kvinde klokken 13.24 fredag.

Østjyllands Politi har i forbindelse med den voldsomme episode udsendt et signalement af gerningsmanden. Han beskrives som værende dansk og iført en sort jakke med hætte, som havde en pelskant. Der var ingen synlige mærkater på jakke, men en lomme på højre bryst.

Desuden oplyser politiet, at manden kørte på en gammel cykel, der knirkede, og han bar dolken i højre hånd.

Man kan kontakt Østjyllands Politi på 114, hvis man har oplysninger i sagen.

Ved du noget om sagen, så hører vi også gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller en sms til 1929.