Den 16-årige dreng, der mandag aften blev skudt ved Ragnhildsgade i København, blev dræbt med iskoldt blod. Det oplyser politikommissær Hans Erik Raben ved Københavns Politi ved en pressebriefing..

Politikommissæren fortæller, at drengen blev skudt mindst seks gange på klos hold. Drengen var netop kommet hjem efter at have spillet bold med to venner, da han blev råbt an af en gruppe gerningsmænd. Øjeblikket efter blev han skudt.

»Det var ikke tilfældigt. Man er godt klar over, hvem det er, man er gået efter,« siger efterforskningsleder Hans Erik Raben ifølge TV 2.

En obduktion skal bekræfte, præcis hvor mange skud den 16-årige blev ramt af. Efter skuddrabet skulle flere gerningsmænd være stukket af i en bil, der holdt tæt på gerningsstedet. Politiet vil meget gerne tale med vidner, som har set dem eller bilen.

»Vidner har set mellem 2-4 gerningsmænd i alderen 15-20 år løbe ned af et stisystem, hvor de er hoppet ind i en sort mellemstor bil, og er kørt i retning mod Rovsingsgade,« siger Hans Erik Raben ifølge Ekstra Bladet.

Hans Erik Raben oplyser, at drengen levede et helt normalt liv. Samtidig siger han, at det ikke er politiets opfattelse, at der er tale om et skyderi i forbindelse med den voldsomme konflikt mellem kriminelle grupper. Drengens familie stammer fra Makedonien, men han er født og opvokset her i Danmark.

Det var mandag aften klokken 21.05, at Københavns Politi modtog en anmeldelse om et skyderi ved Ragnhildgade på grænsen mellem Ydre Nørrebro og Ydre Østerbro. Da politiet ankom kort efter, fandt de den 16-årige livløs ud for Ragnhildgade 48. Kort efter blev han erklæret død af en ambulancelæge.

Motivet bag den grusomme likviderning kender politiet endnu ikke. De har heller ikke fundet gerningsvåbnet.

»Der kan være mange forskellige motiver til det her,« siger efterforskningslederen, der siger, at man efterforsker bredt.

Blandt andet har politiet talt med flere af den 16-årige drengs venner, ligesom de vil forsøge at kortlægge hans færden frem mod likvideringen. Til det formål vil politiet blandt andet undersøge videoovervågning.

»Vi er meget interesserede i at høre fra vidner,« siger Hans Erik Raben i en appel til borgerne tirsdag eftermiddag.

Politiet opfordrer vidner til at kontaktet politiet på 3314 1448.

Opdateres...