Den 34-årige mand, der mandag tog et gidsel på Politigården, krævede at mødes med instruktøren bag to omdiskutere bandefilm. Det kom frem, da den 34-årige i dag blev fremstillet i dommervagten.

Iført Mørkeblå sweatshirt og beige joggingbukser blev den 34-årige ført ind af fire betjente. Hans blik spejdede vildt ud over retslokalet, hvor pressen og enkelte tilhørere var mødt frem. Håret var kort og blond og på kinden havde han et mindre sår.

Den sigtede satte sig utålmodig i anklagestolen. Flere gange afbrød han dommer og anklager og virkede utålmodig efter at give sin version af det gidseldrama, der mandag udspillede sig på Politigården i København.

- Må jeg godt sige noget nu?, spurgte han flere gange dommeren.
- Nej, du må tie stille, svarede hun igen og igen. 

Da han endelig fik ordet forklarede den 34-årige, at han indgik en aftale med sit offer om, at han skulle tages som gidsel.  Det foregik ifølge den 34-årige, da de to var på gårdtur sammen på taget af Politigården.
 
-  Jeg fortæller, at jeg vil tage ham som gidsel, og at han skal skrive under på, at det ikke er alvorligt. Han skal skrive under på, at han er frivilligt med. Da han har skrevet under, siger jeg, at han bare skal tage det roligt og tage sin jakke af for den dækker halsen, fortæller den 34-årige.

Bevæbnet med en tandbørste

- Jeg fortalte ham, at jeg godt kunne tæve ham, hvis jeg ville, men det ville jeg ikke, fordi jeg godt kunne lide ham. Jeg sagde: Jeg vil ikke gøre det, hvis du ikke vil være med, fortsatte han.

Herefter stak han et hjemmelavet stikvåben op til halsen og bad ham ringe på klokken. Anklageren viste et billede af våbnet, og den sigtede forklarede, at der var tale om en 'shank' - et våben han havde lavet af en tandbørste, noget tape og et stykke af et håndklæde.

Under selve gidseltagningen krævede den 34-årige, at hans advokat Finn Walther og filminstruktøren Thomas Heurlin skulle komme ind i fængslet. Thomas Heurlin er manden, der har lavet to omdiskuterede film om de to fremtrædende bandefolk Brian Sandberg og Lilla Abde. I dommervagten gangav han sit krav:

- Jeg vil have Thomas Heurlin op sammen med min advokat. Han skal have alle mine papirer.

Offer truet med tæsk

Den 34-årige forklarede, at han foretog gidseltagningen som et råb om hjælp, fordi han gerne vil ud af en bandegruppering.

- Jeg kan ikke få hjælp. Uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke få hjælp. Jeg vil videre med mit liv, men det kan jeg ikke. Du skal holde op med at være rocker, men du skal bo i rockerborgen, sagde han i grundlovsforhøret.

Offeret for gidseltageren har under en afhøring forklaret, at den 34-årige kom til ham på gårdturen og sagde, at de kunne gøre det på den lette eller den hårde måde. Offeret kunne enten få bank eller skrive under på sedlen.

Gidseltager er tidligere narkoman

Den 34-årige har afsonet 20 måneder af en dom på omkring syv år på Politigården. Han siger, at Politiet har opfordret ham til at søge bandeexitprogrammet, men at der aldrig er kommet noget ud af det.

Gidseltageren har tidligere været misbruger af heroin. Han er ifølge eget udsagn smidt ud af en bande i 'bad standing'. Alligevel blev han på et tidspunkt overført til statsfængslet i Vridsløselille, hvor medlemmer af samme bande er indsat.   

Gidseltageren er nu sigtet efter straffelovens paragraf 261, som omfatter frihedsberøvelse og kan give op til fire års fængsel. Han afsonede i forvejen en dom på fem års fængsel for vold, trusler og omgang med tyvekoster.   

'De prøver at begrave mig'

Ifølge den 34-årige gidseltager havde han og offeret et venskabeligt forhold.

- Jeg var nærmest en slags psykolog for ham, siger gidseltageren om offeret.

Under grundlovsforhøret kom det også frem, at offeret var under behandling med psykofarmaka. Dommeren valgte at nedlægge navneforbud både for den sigtede og for den forurettede i sagen.

Den 34-årige er sigtet for frihedsberøvelse men nægter sig skyldig. Dommeren valgte at varetægtsfængsle ham, og det fik den sigtede til at vende sig om mod pressen. Han grinede højlydt og råbte med et vildt blik i øjnene:

- Der kan i se. De prøver at begrave mig, råbte han, hvorefter han blev ført bort af otte betjente.