I 399 dage sad en 46-årig mand fra Ribe uretmæssigt fængslet for at have voldtaget sin egen datter.

Penge er ikke alt, og en million er ikke mange penge, hvis den skal erstatte et ødelagt liv 399 dages uretmæssig fængsling og et hus, der røg på tvangsauktion.

Alligevel er det præcis dét, en 46-årig mand fra Ribe gennem sin advokat kræver i erstatning, efter at han i over et år sad fængslet dømt for voldtægt på sin egen datter. Noget som datteren siden har indrømmet var decideret løgn.

I sidste uge blev manden pure frikendt, da sagen efter datterens indrømmelse igen kom for Østre Landsret i Esbjerg.

Manden har været sigtet siden starten af 2008 og han blev dømt skyldig i både byret og landsret, før datteren brødebetynget trak sit vidneudsagn tilbage.

- En million lyder umiddelbart ikke af så meget?

- Nej, men ikke desto mindre, kan det blive svært at få det, siger mandens advokat Mogens Vinther til bt.dk.

I følge praksis kan den 46-årige mand få tilkendt 306.000 kroner i erstatning for 399 dages uberettiget fængsel. Den erstatning kan fordobles, når der er tale om uretmæssig anklage og dom for seksuelle overgreb, idet den type anklager er ekstra hårde ved de mennesker, der uretmæssig beskyldes for det.

Yderligere mistede manden sit hus, mens han sad inde. Ribe Kommune holdt op med at udbetale hans førtidspension allerede efter, at han var blevet kendt skyldig i byretten i november 2010. Dermed kunne han ikke betale afdragene på sit lån.

Huset blev samtidig heftigt vandaliseret af lokale bøller, der lod deres vrede mod den tilsyneladende barnemisbruger gå ud over hans hus.

Manden skyldte på det tidspunkt 440.000 kroner i huset, som dog var vurderet til 660.00.

Da huset røg på tvangsauktion, købte kreditforeningen det for 100.000 kroner og solgte det senere videre.

Den 46-årige uskyldige mand kræver 400.000 i erstatning for huset.

- Vi skal dog først have statsadvokaten til at anerkende, at tvangsauktionen rent juridisk set er forbundet til straffesagen. Det kan måske godt blive svært, siger Mogens Vinther.

bt.dk ville meget gerne have talt med den 46-årige bosniskfødte mand selv, men Mogens Vinther afviser blankt.

- Det har han slet ikke overskud til. Han har det meget dårligt. Han har haft den her sag hængende over hovedet i mere end fire år, og han har mistet alt.

- Jeg kan da i det hele taget godt være noget bekymret over, hvordan han skal klare sig fremover, selv hvis han får den erstatning, vi beder om. 


LÆS OGSÅ:
Datteren, der på tragisk vis fik sendt sin far i fængsel, blev tvangsfjernet fra sin mor i en alder af 12 år. Forinden havde den danskfødte mor og den bosniske mand været igennem en meget grim skilsmisse, hvor hun fra kontinuerligt beskyldte manden for at være voldelig over for hende og datteren.

Hun insisterede på, at hun skulle have den fulde forældremyndighed, og ville ikke have, at han havde samvær med datteren.

Det gik dog heller ikke så godt for pigen med at bo hos sin mor, hvorfor hun hun blev tvangsfjernet i en alder af 12 år. Pigen er i dag 16 år gammel.

Det var i forbindelse med sin første anbringelse, at pigen opfandt historien om, at hun var blevet voldtaget af sin far dengang, hun var lille. Det var angiveligt et forsøg på at forklare pædagogerne på institutionen, hvorfor hun havde så stor problemer med at opføre sig rimeligt.

Efter at hun én gang havde fortalt usandheden, gik hun - i følge sin egen forklaring til retten i den retssag, der slutteligt frikendte hendes uskyldige far -  sig en lang tur og stykkede en plausibel historie sammen. Den historie holdt hun stædigt fast i indtil efteråret 2011, hvor hun endelig fortalte sandheden. Først til sin kæreste, siden til plejefamilien, så til en pædagog i Tønder Kommune, hvor hun bor med sin plejefamilie. Og slutteligt til politiet og i retten.