To mænd på 50 og 62 år er i kritisk tilstand efter et frontalt sammenstød på Kildevej i Helsinge i Nordsjælland.

En mand er fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalets traumecenter i København.

»Vi har talt med ham undervejs. Han havde en form for bevidsthed, der gjorde det muligt,« siger Jakob Tofte, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Yderligere en mand er med politieskorte kørt til hospitalet i ambulance. Efter ulykken sad manden fastklemt i sin bil i en periode.

I alt tre biler var involveret i ulykken, hvoraf altså de to af dem, begge mindre personbiler, er stødt direkte sammen. Der sad en enkelt person i hver af de to biler. Den tredje bil betragtes af politiket ikke »som den alvorlige del af ulykken«.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 15.39. Tidlig torsdag aften, og flere timer frem, arbejdede politiets teknikere samt en bilinspektør på stedet. Det betød, at Kildevej var totalt spærret mellem Hillerødvej og Høbjergvej.

Undersøgelserne er nu færdige, og trafikken kan færdes normalt igen.

De pårørende i sagen er blevet underrettet.

B.T. følger sagen.