Onsdag førte en eksplosion på et forbrændingsanlæg til, at en medarbejder fik alvorlige skader.

Vedkommendes tilstand blev meldt som kritisk, mens en anden medarbejder også blev ramt.

Ulykken skete på affaldsselskabet Nordværks energianlæg i Aalborg Øst, der som følge af episoden har udsendt en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at de to medarbejdere blev kørt til sygehuset, og at begge var ved bevidsthed efter ulykken.

Eksplosionen skete på energianlæggets ovn 4, mens de to medarbejdere var ved at vedligeholde ovnens udvendige dele.

»På ovnens videoovervågning kan vi se, at eksplosionen er forårsaget af en udefrakommende beholder med brandbar væske, som er eksploderet inde i ovnen. Der blev reageret hurtigt på eksplosionen, ydet førstehjælp og ringet til alarmcentralen,« siger Michael Bering, divisionschef for Nordværks Division for Energi.

Nordjyske var onsdag aften i kontakt med Michael Bering, der gav en status på de to medarbejdere.

»Den ene er kommet hjem igen. Han har 2. grads-forbrændinger på en arm, men er ellers ved godt mod. Den anden har brandsår på læbe, næse, kind og bryst, men vi forventer, at han bliver udskrevet i morgen (torsdag, red.),« lød det fra divisionschefen.

Arbejdstilsynet er informeret om hændelsen, og berørte medarbejdere er blevet tilbudt krisehjælp.

Eksplosionen påvirker ikke den videre drift, lyder det i pressemeddelelsen.