Sofie Linde har i den grad formået at røre rundt i DR-gryderne med den opsigtsvækkende anklage, hun onsdag aften tordnede ud med, da hun var vært ved årets 'Zulu Comedy Galla'.

Her fortalte 'X Factor'-dommeren historien om, hvordan hun som 18-årig til en DR-julefrokost blev truet af en »magtfuld mediemand«, der forlangte et blowjob, såfremt han ikke skulle »ødelægge hendes karriere«.

»En stor tv-kanon kommer over til mig og siger til mig, at hvis jeg ikke sutter hans pik, så ødelægger han min karriere. Jeg sagde nej. Jeg er ret sikker på, at du kigger på mig nu. Det gik jo meget godt alligevel,« forklarede Sofie Linde til det måbende publikum i salen.

Nu står journalist og iværksætter Yael Bassan frem og fortæller om sine oplevelser fra tiden som praktikant på DR.

Yaels Bassan står frem med sin historie om sexisme på DR.
Yaels Bassan står frem med sin historie om sexisme på DR. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det gør hun i opslag på Twitter, hvor hun skriver om sin allerførste færd i mediebranchen.

'I 2012 var jeg praktikant på DR. Til julefrokosten fik jeg at vide, at det var helt normalt, at de mandlige chefer pillede ved de unge piger. Sådan var det bare,' skriver hun og fortsætter:

'Men som de sagde: 'Det skulle jeg heldigvis ikke bekymre mig om – for min (mandlige) chef var jo homoseksuel.''

B.T. har været i kontakt med Yael Bassan, der understreger, at hendes tweet ikke er et angreb på DR, men blot et billede af, hvordan det så ud, da hun var i praktik for otte år siden.

»Det handler om kvinder på arbejdspladser, og det kunne være sket alle mulige steder – det er jeg fuldstændig overbevist om,« fortæller hun og tilføjer:

»Når Sofie Linde er så modig at stå frem, så vil jeg gerne bakke op. Der kommer en ny strøm, som forhåbentlig kan gøre en forskel for kvinder.«

I dag er hun selvstændig og driver blandt andet sin egen cykelbutik og kender derfor ikke til den aktuelle kultur på DR.

Hun ved ikke, hvorfor hun ikke tænkte nærmere over julefrokost-udmeldingen dengang, men håber, at vi kan lære af fortiden.

»Det var en anden tid. Lad os sørge for, at det ikke gentager sig.«

B.T. har talt med Henrik Vilmar, der er fællestillidsmand på DR. Han fortæller, at der de seneste år har været andre sager om seksuelle krænkelser på DR. Han kan dog ikke være mere detaljeret af hensyn til de involverede.

Til spørgmålet om, hvor mange sager det drejer sig om, er svaret ukonkret.

»Der er en række sager, og hver eneste sag er alvorlig, da det er yderst alvorligt, når en person oplever at blive krænket, og det er klart, at det i min bevidsthed er en skærpende situation, hvis det er nogen med magt, som krænker nogen med mindre magt,« siger Henrik Vilmar og fortsætter:

»Men jeg kan ikke tale i detaljer, da det er sager, som er yderst følsomme for de involverede.«

Sofie Linde på scenen til 'Zulu Comedy Galla 2020', hvor hun i den grad stjal showet.
Sofie Linde på scenen til 'Zulu Comedy Galla 2020', hvor hun i den grad stjal showet. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men kan du give et slag på tasken, hvor mange sager der er tale om?

»Jeg kan sige så meget, at der ikke er tale om et kæmpestort antal, men at jeg i min tid som tillidsmand de seneste par år har oplevet flere sager, hvor medarbejdere har følt sig krænket.«

Sofie Linde har siden deltagelsen ved 'Zulu Comedy Galla' kun givet ganske få interview om udmeldingen fra onsdag aften. Fredag eftermiddag deltog hun i 'News & Co.' på TV 2 News, efter hun om morgenen talte om episoden i P1 Morgen.

Til P1 Morgen fortalte hun, at hun mener, at der i en årrække har været for meget »hyggesexisme« på arbejdspladsen.

Den udtalelse har Henrik Vilmar også bidt mærke i, og det er heller ikke noget, der som sådan overrasker ham.

»Jeg har hørt tale om, at der tidligere har været en mere rå tone. En tone, som nogle kan føle krænkende. Sådan tror jeg, det har været mange steder i mediebranchen, men jeg tror også, at det har ændret sig med MeToo-bevægelsen i 2017,« siger han og fortsætter:

»Men det er klart, at hvis nogen oplever en tone, der er krænkende, så skal der gøres noget ved det, og både vi – og DR – tager det meget alvorligt.«

Som fællestillidsmand er Henrik Vilmar inde over den type sager for at støtte medlemmerne og drage omsorg. Det er DR, som undersøger sagerne.

B.T. var torsdag i kontakt med Nanna Abildstrøm, der er HR-chef på DR. Hun oplyste følgende i et mailsvar:

»Det, Sofie Linde beskriver, er naturligvis fuldstændig uacceptabel adfærd. Jeg ved ikke mere om sagen end det, Sofie Linde sagde i går (onsdag, red.), og vi er derfor i gang med at tage kontakt til hende.«

Efterfølgende har Nanna Abildstrøm over for TV 2 meddelt, at sagen efter aftale med Sofie Linde er lukket.

»Sofie har også sagt, at hun ikke ønsker at gå videre med den konkrete sag. Det respekterer vi.«