Se videoen foroven.

Kim Bodnia får endelig det kys fra Maria Montell, som han har ønsket sig siden han og hun var helt unge og voksede op sammen i Espergærde i Nordsjælland.

I videoen til singlen 'Pludselig står du der', som i dag udsendes til samtlige danske radiostationer, medvirker en af landets bedste skuespillere i en stemningsfuld scene fra skumringen ved Københavns kanaler.

Her møder Maria Montel manden, spillet af Kim Bodnia. De omfavner og kysser inderligt hinanden. Og Montell synger blandt andet:

»Hvis du vil have et lille plaster på - så vil jeg gerne være det. I aften kan du trøste dig hos mig.«

Og sangerinden afslører overfor BT, at det er et kys som har været længe undervejs:

»Kim (Bodnia) og jeg har kendt hinanden siden vi voksede op i Espergærde og gik på Espergærde Ungdomsskole. Vi har faktisk spillet i band sammen dengang,« siger den 48-årige sangerinde, og fortæller, at hun sang kor i et band, hvor Bodnia var sanger og hendes egen bror var trommeslager.

Maria Montel sammen med sin mand Thomas Villum Jensen. 
Maria Montel sammen med sin mand Thomas Villum Jensen.  Foto: Anders Debel Hansen
Vis mere

Maria Montell ler, mens hun fortæller resten af historien:

»Kim forsøgte faktisk at score mig, da jeg var 15-16 år. Jeg kan tydeligt huske, at han spurgte min mor om han ikke måtte blive kæreste med mig. Og det måtte han absolut ikke, for han var alt for gammel til mig, mente min mor. Det grinede vi meget af, da vi mødtes igen,« siger Maria Montell:

»Så det var helt oplagt, at ringe til Kim, da vi skulle lave videoen, og ikke kun fordi han er så blændende en skuespiller. Vi manglede jo ligesom også at få kysset. Så da jeg ringede, sagde han ja med det samme,« smiler Maria Montell, der fortæller, at Bodnia godt kunne huske sit bejleri til den purunge Maria.

Kim Bodnia.
Kim Bodnia. Foto: Keld Navntoft
Vis mere


Både Bodnia og Montell er godt afsat med hver deres ægtefæller i dag, så de lader det blive ved videoaffæren, som Maria Montells mand, filminstruktør Tomas Villum Jensen i øvrigt har instrueret.

»Bortset fra alt det sjove ved videoindspilningen, så er det faktisk en alvorlig sang,« understreger Maria Montell, og fortæller, at den blandt andet er baseret på hendes møde med flere enlige mænd, der savner deres børn efter en skilsmisse.

»Der er mange mænd, der lider under det savn, der uvægerligt kommer når man bliver skilt. Det er jo tit kvinderne, der har børnene mest, og savnet til éns superdejlige unger kan være helt enormt.

»Sangen handler også om at man måske skal forsøge at kæmpe lidt mere og give forholdet en ekstra chance, før man giver op. Jeg har også mødt nogle stykker, der har fortrudt, at de ikke kæmpede noget mere for deres forhold, for de skulle måske have blevet alligevel og givet det en ekstra chance for at se om bøtten ikke vender. For der er sindssygt mange forhold, der går i i opløsning i dag,« siger Maria Montell i forbindelse med lanceringen af hendes nye single, der fra i dag er tilgængelig på alle streamingtjenester.