Spørgsmålene om Michael Schumachers tilstand står i kø.

De seneste otte år har offentligheden nærmest ikke hørt et pip om den tidligere Formel 1-superstjernes helbred efter den forfærdelige skiulykke i 2013.

Kun ganske få gange i alle de år har den 53-årige tyskers familie givet bittesmå informationer om hans fysiske og psykiske tilstand.

Og det får nu en svensk professor og overlæge med fokus på hjerneskader og langtidsrehabilitering til at kommentere på Schumachers situation.

Michael Schumacher og konen Corinna.
Michael Schumacher og konen Corinna. Foto: J.L.Cereijido
Vis mere

»Udtalelserne har givet mig det billede, vi kan forvente efter at have læst om skaden, da den skete,« siger Jan Lexell, der arbejder på Skånes Universitetshospital, til Aftonbladet og tilføjer:

»Men det, jeg mistænker, er, at han nok ville have vist sig offentligt, hvis han havde fået det bedre. Jeg tror, ​​han stadig har problemer, når han vælger ikke at gøre det.«

På trods af den larmende tavshed fra Schumacher-familien, åbnede den syvdobbelte verdensmesters hustru, Corinna Schumacher, dog en smule op om sin mands tilstand sidste år.

Det gjorde hun i Netflix-dokumentaren, der handler om den tyske legendes liv.

»Vi gør alt, hvad vi kan, for at få Michael til at føle sig bedre og sørge for, at han har det godt. Og for at få ham til at mærke vores familiebånd. Lige meget, hvad der sker, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan. Det vil vi alle gøre,« siger hun i dokumentaren.

Michael Schumacher var i mange år én af verdens største superstjerner på grund af sine præstationer og utallige sejre i Formel 1.

Men alt blev ændret på ét øjeblik under skiulykken i 2013.

Her kom den ellers erfarne skiløber på afveje og slog sit hoved ned i en sten. Hjelmen reddede Schumachers liv, men han blev fløjet på hospitalet og undergik flere operationer.

Siden blev han sat i koma og efterfølgende vækket. Men her stoppede oplysningerne så også stille og roligt med at sive ud til offentligheden.

En sjælden gang imellem kommer der dog et lille pip, men præcist hvordan den 52-årige legende har det, ved kun de nærmeste.