Der er ikke meget ros at finde hos Forbrugerrådet Tænk, efter de har gennemgået en række helt almindelige produkter og legetøj fra handelsportalerne Wish, Amazon, Ebay og Aliexpress.

Ja, faktisk er dommen så alvorlig, at noget legetøj bliver kategoriseret som farligt.

»Vi synes, at det virkelig beskæmmende, at det ikke er blevet bedre. Vi har haft fokus på det i flere år og råbt op om det længe,« siger formand i Forbrugerrådet Tænk Anja Philip i et interview med B.T og fortsætter:

»Det er skrækkeligt, at forbrugersikkerheden i de her produkter, der er produceret uden for EU, ikke lever op til sikkerhedskravene og standarderne hos os.«

Foto: Forbrugerrådet Tænk
Foto: Forbrugerrådet Tænk
Vis mere

Forbrugerrådet har blandt andet undersøgt legetøjsmagneter, der i værste fald kan føre til dødsfald, hvis børn sluger det.

»Børn kan finde på at spise magneterne, da de ligner slik. Men hvis barnet sluger mere end en magnet, kan de sætte sig på hver sin side af tarmen, så der kan gå hul. Vi har set eksempler på dødsfald for børn helt op til otte år,« siger Kirstine Gottlieb, der er produktchef hos Sikkerhedsstyrelsen, i Forbrugerrådets Tænks undersøgelse.

I undersøgelsen har Forbrugerrådet Tænk bestilt i alt 24 produkter hjem fra de forskellige portaler uden for EU – 19 af dem ankom. Samtlige af produkterne, som de modtog, manglede tilstrækkelige mærkninger, og hele seks af dem har tidligere været fjernet fra markedet, fordi de er farlige.

Forbrugerrådet har tilmed bestilt en røgalarm, der end ikke virkede, hjem.

Hos formand Anja Philip har man et krav om, at de store, online handelsplatform får importøransvar, hvilket vi sige, at importøren af varen har ansvaret for, at det er sikkert og virker efter hensigten.

»Det er noget, vi i EU, tager forgivet, men der er kommet en åben sluse gennem de globale platforme, der ikke er underlagt det her ansvar,« siger hun.

»Selvom tingene bliver trukket fra markedet, kommer de tilbage, så det virker næsten som en uendelig kamp. Platformene bliver nødt til at tage ansvar.«

Og det kan gå grueligt galt for de danskere forbrugere, hvis de får et farligt produkt i hænderne.

»Som dansk forbruger kan du ikke gøre noget. Man kan dø, blive syg og ens bolig kan brænde ned, og det er virkelig skræmmende, at man ingen steder har at gå hen, og ingen kan stilles til ansvar. Du kan ikke gå nogen steder hen med det – er tingene købt hos nogen med importøransvar, kan man i det mindste gå et sted hen med det.«