Mens optimismen spirer i Danmark efter lodtrækningen til playoff-kampene om at komme til EM i Frankrig, er stemningen på den anden side af sundet noget mer dyster.

Sveriges landstræner Erik Hamrén er alt andet end glad for udsigterne til at møde Danmark i to altafgørende kampe om en plads ved EM. Især de seneste kampe mellem de to broderlande skræmmer.

»Det var den værst mulige lodtrækning, vi kunne få. Med tanke på vores sidste resultater mod Danmark, ville jeg gerne være sluppet for dem,« siger Erik Hamrén til Sportbladet og hentyder til, at Sverige blot har vundet ét af de sidste syv opgør mod Danmark. Og det var vel at mærke EM-kvalifikationskampen, hvor Danmark blev taberdømt, efter en tilskuer overfaldt dommeren.

»Vi har det svært mod dem resultatmæssigt. Vi har fået stryg mod dem to gange i Parken, siden jeg tog over. Det bliver en stor udfordring for os at vende den tendens,« fortsætter den tidligere AaB-træner.

De svenske fans er heller ikke glade for lodtrækningen. I en afstemning på Aftonbladets hjemmeside havde næsten 23.000 givet deres holdning til kende en lille time efter lodtrækningen. Her pegede 59 pct. på, at lodtrækningen er et 'mareridt', mens kun 17 pct. mener, det er en 'drømmelodtrækning'.

Den svenske fodbolddebattør Simon Bank er enig i, at Danmark måske har et bedre landshold - men Sverige har ét altødelæggende våben.

»Danmark er bedre på de fleste områder. De er bedre i midterforsvaret med den populære Agger og Simon Kjær, de har mindst lige så gode frisparksfødder i Wass og Eriksen, en nyudklækket leder i Højbjerg, en bredere trup - og spiller i det hele taget bedre angrebsspil,« skriver han i en kommentar på Aftonbladet og fortsætter:

»De er 90 procent et mere komplet fodboldhold end Sverige. De sidste 10 procent? De hedder Zlatan Ibrahimovic.«