Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Landstræneren for Mexico, Miguel Herrera, er blevet fyret, efter han slog en mexicansk journalist, som var kritisk over for ham. Herrera fortryder nu overfaldet.

Miguel Herrera vandt mange hjerter under VM 2014 i Brasilien, da han med sine voldsomme udbrud under kampene viste sig som en meget følelsesladet landstræner.

Men nu er publikumsfavoritten væk. I hvert fald som landstræner for Mexico. Herrera er blevet afskediget af det mexicanske fodboldforbund, fordi han havde truet og efterfølgende slået en tv-journalist, som han stod og ventede med i en lufthavn i Philadelphia.

»Det er ikke en simpel beslutning, men det er den rigtige. Vi må bevare vores værdier i fodboldforbundet, og ingen kan hæves over den situation, som vi så i Philadelphia,« siger Decio de Maria, der er ny præsident i fodboldforbundet, ifølge The Guardian.

Overfaldet skete i lufthavnen efter, at journalisten Christian Martinoli under hele Gold Cup-turneringen havde været særdeles kritisk i sin dækning af det mexicanske landsholds præstationer og Herrera - også selvom Mexico endte med at vinde finalen 3-1 over Jamaica. Først udfordrede Herrera journalisten til at gå uden for, så de kunne afklare deres uoverenstemmelser med næverne, og da den udfordring ikke blevet accepteret, slog landstræneren Martinoli i nakken.

I en officiel pressemeddelelse har Miguel Herrera undskyldt sit overfald over for spillerne, trænerstaben, fansene, forbundet og medierne.

»Det er selvfølgelig ikke den rigtige attitude for en landstræner for det mexicanske landshold, heller ikke på trods af al den kritik jeg har modtaget som træner, og offentlige ydmygelser af min familie og mig som person,« sagde Herrera, som allerede tidligere i år var kommet under massiv kritik, fordi han under den mexicanske valgkamp med sine tweets offentligt opfordrede vælgerne til at stemme på det grønne parti.

Herrera lignede ellers endelig en stabil mand på posten, hvor Mexico har haft 10 forskellige landstrænere, siden Ricardo La Volpe forlod jobbet efter VM-slutrunden i 2006.

Andre læser også