2. juni 2007, kl. 21.43 ændredes Ronnis liv sig for altid. På et øjeblik blev han stemplet som landsforræder og jaget vildt efter at være hoppet på banen og overfaldet dommeren i Danmarks landskamp mod Sverige i Parken. Her er Ronnis historie om den skæbnesvangre aften, om baggrunden for den og om de store konsekvenser.

Det var ophidsede stemmer fra fans, der snakkede om skandale, om idioten der havde ødelagt alt ved at løbe på banen, om at Danmark var blevet taberdømt i kampen mod Sverige. Ronni troede ikke på det. Troede ikke på, at hans gerning havde forårsaget dét. Han troede heller ikke på det, da de politibetjente, der førte ham ud af stadionet, havde fortalt ham det. Han vidste jo alt om fodbold, og han var sikker på at dommeren ikke bare kunne taberdømme Danmark uden at UEFA havde været indover beslutningen.

Det forsøgte han at forklare betjentene. De stod og ventede på ham ved indgangen til endetribunen, tæt på baren. Kort forinden havde Ronni efter at være løbet på banen og været i nærkontakt med dommeren forgæves forsøgt at nå tilbage til sin plads. Kampen var stoppet, dommeren forladt banen. To vagter havde prikket ham på skulderen og ført ham ned til betjentene. Den ene skubbede ham ind i betonmuren, så var han pacificeret, hvorefter han blev bagbundet. En rasende fan kom løbende og ville kaste sig over Ronni, men politiet fik afværget angrebet.

- Danmark er blevet taberdømt. Han skal væk, nu, lød det fra en af betjentene.

----------

- Jeg kan stadig huske den første landskamp, jeg var til. Danmark-Grækenland i 1989. Vi var gennem klubben blevet inviteret af DBU, Savage Rose skulle synge ”Stjerneskud” inden kampstart, og vi fra Sundby Boldklub stod i en halvcirkel på midten af banen og skulle lege med bolde, mens hun sang. Kampen blev 7-1. Det var min første live fodboldoplevelse nogensinde. Jeg fik opfattelsen, at når man var på stadion, var det sådan, det var. Den dag besluttede jeg, at jeg ikke skulle misse en kamp i Parken nogensinde. Det havde ingen betydning, hvem Danmark spillede mod, det vigtigste var at være på plads og støtte sit land, altid.

- Jeg har selv spillet i mange klubber. Gennem hele ens fodboldopvækst blev man af DBU gennem klubberne og foreningerne opdraget til, at man skal støtte landsholdet gennem tykt og tyndt, ikke bue ad dem, selv om det går dårligt. DBU hjælper til med at få opbygget denne enorme kærlighed til vores landshold, og jeg er virkelig en af dem, der har bidt allerhårdest på. I visse perioder af mit liv har fodbold været min bedste ven, og det er klart, at jeg gør alt, virkelig alt, for min bedste ven. Også at løbe ind og forsvare dem på banen, når der er sket noget uretfærdigt. Jeg troede jo, at jeg hjalp min ven. Men det var det værste, jeg kunne have gjort. Det er en ven, jeg nu har mistet.

- I princippet har jeg ikke fået karantæne fra DBU, de har i hvert fald aldrig meddelt mig noget. Men jeg skal være klar til det, og Danmark og fansene skal være klar til det. Men det gør meget ondt, at jeg ikke kan gå til fodbold mere, jeg vil gerne tage min søn med, så han kan opleve nogle af de samme fantastiske oplevelser jeg har haft i Parken. Jeg savner det noget så forfærdeligt, det er som at have mistet min bedste ven. Og jeg ved ikke, om jeg nogensinde får ham tilbage, for jeg kan ikke gøre noget for at få tilgivelse, Spørgsmålet er, om jeg nogensinde får det.

Han fik sit ene opkald næste morgen kl. 7. Det gik til hans svenske kæreste, som ventede i flytterodet hjemme i lejligheden i Göteborg. Her havde de boet i to år, nu skulle de flytte ind i et hus lidt nord for Göteborg. Kl. 10 kom han for en dommer, der løslod ham. Han blev hentet af venner, som gav ham husly, så han kunne sove, mens de selv fulgte sagen på TV 2 News. Om aftenen drog de mod hjemmet i Göteborg, hvor pressen havde belejret området. Pressen blev der i ti dage. Ronni og kæresten måtte flygte ud af lejligheden og bo hos venner.

----------

Skikkelsen foran Ronni var ikke særlig stor og så lidt sølle ud, men han talte på andre og større typers vegne. Ronni frygtede, at det ville ske. Det var januar, 2008, og første dag af hans afsoning på 20 dages fængsel i Statsfængslet Midtjylland for episoden i Parken. To dage senere beroligede hans cellekammerat ham: Han havde snakket med et par andre indsatte på afdelingen. De ville beskytte Ronni, hvis der skete noget.

Truslerne fortsatte efter afsoningen. Ronnie følte, at alle vidste hvem han var. Han kunne ikke sidde på altanen og nyde en øl. Han følte, at alle kiggede på ham i supermarkedet. Han blev stadig kaldt for landsforræder, nettet føg med beskyldninger, som at han var alkoholiker, at han kørte rundt i dyre biler, og at han forsøgte at tjente penge på sin historie. Pressen havde godt nok tilbudt ham penge, men det havde han afslået. En arbejdsgiver havde afvist at ansætte ham, og han overvejede at skifte navn.

- Alle folk omkring min bopæl vidste, hvem jeg var, og det fokuserede jeg på. Jeg var bange for at sætte mig på altanen og drikke en øl, for hvad hvis folk tænkte, at nu sidder han dér og drikker igen. Og når jeg handlede, skulle jeg tænke på, hvad jeg smed i kurven, fordi jeg følte, at folk kiggede.

- Der blev skrevet løgnhistorier på nettet, eksempelvis at jeg kører rundt i en Mercedes SLK, bor i en luksusvilla, at jeg er alkoholiker, og at jeg vil sælge min historie til højestbydende. Jeg har oplevet, at det har haft jobmæssige konsekvenser, en arbejdsgiver ville ikke ansætte mig på grund af mit navn. Så naturligvis har jeg overvejet at skifte navn.

Ronni besluttede sig for at søge sin nations tilgivelse. Den svenske avis Expressen trykte hans undskyldning, og det samme gjorde Ekstra Bladet. Men truslerne fortsatte. Han kunne i det mindste finde trøst i, at hans kæreste havde tilgivet ham. Det gjorde hun allerede morgenen efter hændelsen, hun var klar til at satse på et liv med Ronni. Familien og vennerne havde tilgivet ham. Nationen havde ikke tilgivet ham. Og han kunne ikke tilgive sig selv.

- Det tog lang tid at erkende, at det er noget, der aldrig kommer til at forsvinde, det vil forfølge mig resten af mit liv. Jeg har fået to små børn siden. En dag vil de google mit navn, og så vil de finde ud af, at det var mig, der gjorde det her. Og da skal jeg forklare, at far ikke var perfekt, far har også lavet fejl.

----------

- Jeg er også blevet så meget klogere på, at folk somme tider gør ting, de fortryder. Jeg har altid været hurtig til at dømme folk, men der er altid en dybereliggende årsag. Jeg tror, at det er meget få mennesker, som opsøger noget som alment ses som forkert uden grund. Jeg har indset, at hvis folk gør noget, som alle andre synes er forkert, er det snarere et råb om hjælp.

- Jeg er helt normal, men trådte forkert i et par sekunder. Det var et black out, jeg kan huske alt frem til, at jeg forlader min plads for at løbe ned til banen. De efterfølgende 15-20 sekunder er helt væk, helt sort, indtil jeg bliver skubbet væk fra dommeren af Michael Gravgaard nede på banen. Havde du spurgt mig bare to timer inden kampen, om jeg nogensinde kunne have fundet på at gøre det, havde jeg sagt: ’Om du så havde givet mig én mio. kroner, gør jeg det ikke., havde jeg ikke gjort det’. Men pludselig trænger noget op i dig, noget som er fyldt af de følelser, man har gået med. Det hele vælter ud i et lille øjeblik.

Han ventede på svar. Men der var tavshed i den anden af røret bortset fra lyden af et tungt åndedrag. Ronni ventede på svar på sit spørgsmål til sin mor om, hvorfor hun ikke havde det godt. Hun kunne ikke svare. Han kørte straks til Karlsunde, hvor hans mor boede alene i et lille rækkehus, faderen var død seks år forinden. Et stykke tid efter ankom også hans storebror.

Hun blev indlagt samme dag i Roskilde, i august 2006. En mand havde forfulgt hende gennem længere tid, og nu blev hun ramt af en kraftig psykose, der senere blev til en depression. Medicin holdt den nede på et acceptabelt niveau, men efter den aften i Parken var det blevet værre. Ronni modtog efter episoden i Parken og i tiden efter flere opkald fra sin mor, der grædende spurgte: Hvornår holder det op? Hvornår stopper de med at skrive om det? Hun turde ikke at svare sin telefon af frygt for at det var journalister. Hun turde ikke at gå ud af frygt for naboernes blikke. Frygten forværrede hendes sygdom, hun fik aldrig mulighed for at blive rask.

- Der er jo intet, man hellere vil end at hjælpe hende, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få pressen til at stoppe. Hun kunne ikke forstå, hvordan det kunne blive ved med at være interessant, for vi var jo ikke nogen. Der var ingen af os, der var interessante.

Klokken var 16.45 8. juni 2010, da telefonen ringede på Ronnis arbejde. Da han hørte, at det var hans bror i den anden ende af røret, havde han fornemmelsen af, hvad beskeden ville være. Moderen havde taget sit eget liv. Det faktum, at sagen ikke ville forsvinde, gjorde moderen mere syg, vidste Ronni, og blev i sidste ende fatalt.

- Der er ingen tvivl om, at sagen var medvirkende til hendes selvmord. At den hele tiden dukkede op igen og igen har været hårdt for mig, men det har taget ti gange så hårdt på hende. Hun var syg i forvejen, men dette gjorde, at hun ikke kunne få lov til at komme videre og behandle sin sygdom. Hun havde ikke overskud til at få styr på det.

- Jeg erkender, at jeg har lavet en kæmpe fejl, jeg har virkelig dummet mig. Men har jeg ikke taget min straf? Jeg forstår, at jeg skal have en karantæne fra Parken, jeg forstår min fængselsdom. Jeg har sagt undskyld 2.000 gange, jeg har taget min straf flere gange, og jeg vil endda acceptere en lille erstatning. Men jeg forstår ikke, hvorfor mit liv skal smadres fuldstændig. Nu er jeg endelig kommet videre, jeg har fået et arbejde og en familie. Jeg synes, at DBU har glemt mennesket her og bare vil statuere et eksempel uden tanke på konsekvenserne,

- Jeg tænkte jo ikke på konsekvenserne, for jeg havde allerede så meget i kroppen og hovedet, at konsekvenser, dem beskæftigede jeg mig ikke med. Havde jeg tænkt bare tre minutter længere frem, kunne jeg godt have regnet ud, at det ville forfølge mig resten af mit liv, og at det skulle gøre det endnu værre for min mor.

----------------

Hvad var der sket? Hvordan var han endt på gulvet af en politibil på denne festaften? . Han havde ondt i hovedet efter en af betjentene havde banket hans hoved ned i sædet, inden han blev smidt ned på gulvet Det var svært at få styr på tankerne. Han havde mødtes med nogle venner i Fælledparken, 2. juni 2007. De ventede på at vejret klarede op, så de mødtes først kl. 15. De var seks drenge, et par kærester, og de havde medbragt to rammer med 24 øl i hver og en grill. De smed trøjerne og brugte dem til at lave mål, og så spillede de fodbold.

Humøret var højt da han forlod gruppen for at mødes med en anden gruppe, der ligesom ham selv havde billet til kampen. Han drak et par øl hurtigt, gik ned til Trianglen, hvor han mødtes med de andre, og hvor han drak en øl mere. De bevægede sig over mod Parken. Lige uden for indgangen til endetribunen var en bar. Ronni og vennerne fik to-tre shots hver, for de vidste, at Parkens øl var noget tyndt sprøjt. De gik ind ad indgangen B11 og fandt deres pladser. De havde de fire yderste pladser på anden række, helt yderst i højre side af endetribunen. I Sverige sad kæresten foran skærmen, i Danmark havde hans bror, mor og onkel sat sig til rette foran TV’et.

Han havde fået 15-18 genstande og kun spist en fransk hotdog i pausen af kampen. En pause med endnu mere frustration, for Danmark var bagud 0-3. Den blev afløst af glæde, da Leon Andreasen et kvarter før slutfløjtet gjorde det til 3-3. Ronni blev så glad, at han omfavnede en ukendt mand, der sad ved siden af ham. 12 minutter efter slog Christian Poulsen svenske Markus Rosenberg i maven i danskernes straffesparksfelt. Dommeren fløjtede straffespark til Sverige og løftede det røde kort i vejret. Parken kogte. En tanke boblede op i Ronni. Hvorfor skulle Poulsen have et rødt kort? Det var da uretfærdigt, for det var svenskeren, som startede episoden på banen. Rosenberg skulle også have det røde kort. Det skulle dommeren have at vide. Ronni rejste sig fra sin plads. Og satte i løb.