Christian Eriksen blev skiftet ind i pausen og scorede kort efter i Danmarks 2-4-nederlag ude mod Holland.

287 dage efter sit hjertestop i EM-kampen mod Finland har Christian Eriksen fået comeback på Danmarks fodboldlandshold og sat en fed streg under, at han er mere end klar til igen at være en nøglespiller for Kasper Hjulmands hold.

Lørdag aften blev fynboen skiftet ind i pausen af testkampen mod Holland på sin gamle hjemmebane i Amsterdam, og han skulle bruge under to minutter på banen, før han smækkede bolden i målhjørnet. Senere bankede han bolden på stolpen efter et forrygende langskud.

Desværre for Eriksen og resten af landsholdet blev udfaldet af kampen en fortjent hollandsk sejr på 4-2 efter en pauseføring på 3-1.

Da Eriksen gjorde sin entré på banen, klappede tilskuere, officials, holdkammerater, modstandere og sågar kampens dommer, belgieren Lawrence Visser.

Fodboldlandsholdet spiller venskabskamp mod Holland på Johan Cruijff ArenA i Amsterdam lørdag den 26. marts 2022.
Fodboldlandsholdet spiller venskabskamp mod Holland på Johan Cruijff ArenA i Amsterdam lørdag den 26. marts 2022. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Da Eriksen få øjeblikke senere reducerede til 3-2, var glæden intakt hos selv de hollandske tilskuere.

Med nederlaget kan Danmark vinke farvel til en plads i øverste seedningslag, når der på fredag trækkes lod til VM-grupperne i Qatar.

Både Holland og Danmarks kamptrøjer var prydet med et ukrainsk flag, og trøjerne signeres og bortauktioneres efter kampen. Pengene går til Unicefs humanitære arbejde i det krigshærgede land.

Støtten til Ukraine blev også markeret inden kampen. Under de to holds nationalmelodier bar holdene henholdsvis en blå og en gul overtrækstrøje. Et stort ukrainsk flag prydede et tribuneafsnit bag det ene mål, og Kasper Schmeichels anførerbind svarede farvemæssigt til et ukrainsk flag.

Da opgøret først blev fløjtet i gang, var det med et hollandsk stormløb. To afslutninger i løbet af de første tre minutter var et varsel om, hvad der ventede.

Efter et kvarter kom hjemmeholdet fortjent foran.

Soccer Football - International Friendly - Netherlands v Denmark - Johan Cruijff ArenA, Amsterdam, Netherlands - March 26, 2022 Netherlands' Steven Bergwijn celebrates scoring their first goal with teammates REUTERS/Piroschka Van De Wouw
Soccer Football - International Friendly - Netherlands v Denmark - Johan Cruijff ArenA, Amsterdam, Netherlands - March 26, 2022 Netherlands' Steven Bergwijn celebrates scoring their first goal with teammates REUTERS/Piroschka Van De Wouw Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW
Vis mere

Upresset fik Daley Blind lov til at svinge bolden ind i hovedet på en fremstormende Steven Bergwijn, som headede Holland i front. Få minutter forinden havde Schmeichel ellers afvist Bergwijn med en stor redning.

Fire minutter senere udlignede Danmark. Jannik Vestergaard var blevet i feltet efter en dødbold, og han udnyttede et indlæg fra Joakim Mæhle til at gøre det til 1-1.

Siden fulgte en dårlig dansk periode.

Først måtte Thomas Delaney lade sig udskifte med en skade, og dernæst bragte Holland sig på 2-1. Efter en indøvet hjørnesparkskombination kunne Nathan Aké stige op bag Jannik Vestergaard og heade bolden i mål.

Siden begik Vestergaard også et straffespark, da han fældede Steven Berghuis. Den kendelse medførte store danske protester. Duellen fra pletten vandt Memphis Depay over Kasper Schmeichel.

En skidt første halvleg blev rundet af med, at også Yussuf Poulsen måtte lade sig udskifte med en skade.

Det hele livede dog op fra starten af anden halvleg med Christian Eriksens indskiftning og hurtige reducering.

Holland var stadig det bedste hold og skabte flest og største chancer, men der var bid i det danske angrebsspil.

Denmark's forward Jonas Wind fights for the ball against Netherlands' defender Matthijs De Ligt during the friendly international football match between Netherlands and Denmark at the Johan Cruijff Arena (Amsterdam ArenA) in Amsterdam on March 26, 2022. (Photo by JOHN THYS / AFP)
Denmark's forward Jonas Wind fights for the ball against Netherlands' defender Matthijs De Ligt during the friendly international football match between Netherlands and Denmark at the Johan Cruijff Arena (Amsterdam ArenA) in Amsterdam on March 26, 2022. (Photo by JOHN THYS / AFP) Foto: JOHN THYS
Vis mere

Omtrent 1000 danskere befandt sig i et fanafsnit i det ene hjørne og støttede højlydt deres landsmænd på banen, men med begrænset succes.

Et tribuneklenodie manglede dog, da landsholdets måske største fan, afdøde Steen Andersen, havde taget det i landsholdssammenhæng velkendte Hundested-dannebrogsflag med på sin sidste rejse.

De danske fans var tæt på at kunne juble igen i det 65. minut, da Andreas Skov Olsens afslutning gik lige forbi mål.

I stedet fandt kampen reelt sin afgørelse fem minutter senere, da Steven Bergwijn drejede bolden i mål efter et veludført kontraangreb.

Siden testede Christian Eriksen stolpen, og han måtte nøjes med et enkelt mål i sit landsholdscomeback.

I kampens tillægstid headede Pierre-Emile Højbjerg bolden i mål, men dommeren fløjtede omgående for et hollandsk frispark.

/ritzau/

Få reaktionerne fra Johan Cruijff ArenA i Amsterdam, i LIVE-bloggen her: