KOMMENTAR

Ovenpå en halvsløj aften i Stockholm og en omgang hyggebold mellem Sverige og Danmark var der langt mere kog på, da landstræner Åge Hareide mødte op til det efterfølgende pressemøde. Nordmanden havde forberedt sig. Jeg sad selv i salen, da han uden indledende opfordring åbnede op omkring hele balladen med Daniel Wass. Hareide havde selvfølgelig også sin version.

Først gjorde den danske landstræner en indrømmelse. Ja, han havde dækket over Daniel Wass, da denne i oktober 2016 havde meldt fra til landsholdssamlingen op til kampene mod Polen og Montenegro. For Wass var ikke skadet, men både Hareide og hans assistent, Jon Dahl Tomasson, havde sagt det modsatte. De talte altså ikke sandt.

Jeg ved godt, at man ofte i fodboldbranchen bruger skader som forklaring, fordi man ikke skal rode sig ud i lange udredninger. Men det går ikke, for hvad sker der, næste gang Åge Hareide melder ud, at en spiller må trække sig på grund af en skade? I det tilfælde kan man tvivle på, om landstræneren taler sandt. Hvis Åge Hareide føler sig nødsaget til at lyve, bør han efter min mening stoppe op og tænke sig godt om. For mange af denne slags små løgne har det med at samle sig over tid, og til sidst mister han overblikket, når pressen buldrer løs med spørgsmål. Det bliver vanskeligt for Hareide at holde snor i, hvad han nu har sagt og ikke sagt, og så opstår de forvirringer og misforståelser, Åge Hareide tydeligt er irriteret over konstant dukker op.

LÆS OGSÅ: Bombe i Danmarks VM-lejr: Vraget spiller afslører - derfor er jeg uønsket hos Hareide

Noget andet er også den aftale, Daniel Wass og Åge Hareide havde indgået. Det var en fælles en af slagsen, der gik på, at en skade var årsag til afbuddet, mens det i virkeligheden skulle have været personlige problemer. Jeg har tidligere skrevet, at parterne blot skulle have meldt dette klart ud. Alle spekulationer var stoppet, og vi var videre. Wass ville dog ikke have ’personlige problemer’-forklaringen ud, og dermed blev ’skade’-forklaringen introduceret. Derfor så det pludseligt mærkeligt ud, da midtbanespilleren allerede dagen efter afbuddet spillede for sin klub mod FC Barcelona. Daniel Wass har siden været særligt utilfreds over, at DBU ikke ventede med at offentliggøre deres fælles løgn, til efter han havde spillet mod netop FC Barcelona.

Vis mere

På pressemødet lørdag aften opfattede jeg Åge Hareide som indebrændt og irriteret over hele forløbet, og Daniel Wass og landstræneren kommer nok ikke på julekort. For Hareide føler ikke, Wass selv har optrådt eksemplarisk. Reelt blev han udtaget til næste landsholdssamling efter afbuddet, og Wass fik spilletid. Åge Hareides tålmodighed blev senere brugt op, da Daniel Wass i sommeren 2017 meldte fra til landsholdet igen med meldingen om, at han var slidt. Fair nok, Wass, men rigtig mange landsholdsspillere har vanvittigt mange kampe i bagagen, når sæsonen er ved at være forbi, og de samme landsholdsspillere mødte op i lejren.

LÆS OGSÅ: Landstræneren svarer vraget VM-spiller igen: 'Jeg tager dem, der ikke har personlige problemer og ikke er slidt'

Daniel Wass må også kigge indad, når han skal finde svaret på, hvorfor han ikke skal med til VM i Rusland. Og det er simpelthen ærgerligt for alle parter, både Wass selv, landsholdet og Åge Hareide. I går aftes så vi jo, at der skam er brug for Wass’ kvaliteter. Han burde vel have spillet, når nu Christian Eriksen var hjemme på grund af fødsel i familien. Sådan blev det og bliver det ikke.

Åge Hareide sluttede sit indlæg om Daniel Wass-sagen med en bemærkning om, at han ikke udtager dem, der har personlige problemer og er slidte. Det gør han nu nok alligevel, for begge dele vil altid følge fodboldspillere og helt almindelige mennesker. Med den afsluttende replik understreger Hareide egentligt blot min pointe, og det er, at Åge Hareide med fordel kan undgå at spænde ben for sig selv ved ikke at bevæge sig ud i snørklede måder at kommunikere på. Fokus må være på ikke at levere spin overfor hverken spillerne eller befolkningen. Bare fortæl det, som det er.