Den tidligere danske fodboldlandstræner Åge Hareide kaster sig ud i et nyt eventyr.

Forud for den udskældte VM-slutrunde i ørkenstaten Qatar har Hareide fået et nyt job. Det oplyser det norske medie NRK.

Selvom Hareide længe har været fodboldtræner, er det ikke det, han fremover skal beskæftige sig med.

Men det er dog nogenlunde i samme boldgade, da det stadig handler om at kloge sig på fodbolden.

Åge Hareide med landsholdet.
Åge Hareide med landsholdet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For Hareide skal være fodboldekspert på NRK, når VM-slutrunden ruller hen over skærmen. Og det glæder den forhenværende danske landstræner sig til, fortæller han til mediet, selvom han fordømmer slutrundeplaceringen i Qatar.

»VM har altid været højdepunktet på min tv-skærm. Nu ser jeg frem til at arbejde for NRK.«

»Når det så er sagt, så skulle VM selvsagt aldrig have været arrangeret i Qatar. Det er vigtigt for mig, at NRK har været tydelig på, at vi vil fortsætte med at have et kritisk blik på VM-arrangøren, parallelt med at vi skal formidle fodbolden derfra,« siger han.

Ud over at være fodboldekspert, når slutrunden bliver vist på norsk tv i november og december, har norske Hareide fået en anden rolle.

Nordmanden skal første gang i aktion, når Norge og Sverige mødes 12. juni. Her skal Hareide være radiokommentator.

Åge Hareide var landstræner for Danmark fra 2016 til 2020, hvorefter han overtog den norske storklub Rosenborg. Han stoppede sin trænerkarriere ved årsskiftet.

Andre læser også