Traditionen tro kører den ikoniske tv-reklame for Tuborg Julebryg hen over skærmen i disse dage, og i år kan danskerne opleve en særlig version af reklamen på Facebook. Her optræder postbuddet fra Post Danmark som gæstestjerne og julemandens hjælper.

»Det er postbuddet, der leverer julehilsnerne og julegaverne til danskerne. Derfor er vi gået med til at lave en særudgave af reklamefilmen« siger Jeppe Boel fra Carlsberg.

Reklamefilmen har 31 år på bagen, og det er første gang, der ændres ved reklamen.

Hos Post Danmark er de rigtig glade for, at få lov til at sætte deres præg på reklamefilmen.

»December er den travleste tid for julemanden – og postbuddet er i høj grad hans hjælper nummer 1. Primært på grund af den stigende handel fra internettet, som danskere i stigende grad bestiller julegaver fra« fortæller Brian Jakobsen fra Post Danmark.

Den særlige udgave af den klassiske reklamefilm fik i går premiere på Facebook.