Allerede som 15-årig debuterede Robert Hansen som skuespiller i filmen ’Vildbassen’, og efterfølgende tog has karriere fart. Men barndommen og ungdommen var bestemt ikke en dans på roser for den nu 36-årige skuespiller.

I reportageserien ’Robert Hansen – Tilbage til livet’ fortæller den populære skuespiller åbent om sin opvækst, som var meget præget af forældrenes alkoholmisbrug.

Sommetider forsvandt faderen på druk i flere dage i træk, uden at familien vidste, hvor han var. Den populære skuespiller Robert Hansen husker sin barndom i Hvidovre som en tid, hvor han altid skulle være opmærksom og forsøge at afkode stemningen i hjemmet.

»Der var en utryg stemning. Hvor er vi i dag? Er der nogen, der mister besindelsen og bliver sure og råber af hinanden? Skændes mine forældre? Forsvinder min far på druk?« opremser Robert Hansen i et klip fra programmet, hvor han forsøger at beskrive de tanker, der fløj rundt i hans unge hoved.

Flygtede fra problemerne

Udover forældrene boede Robert Hansen sammen med sin syv år ældre søster, men han husker det, som om det ofte var ham, der forsøgte at forhindre konflikterne.

»Jeg skulle ligesom være ham, der gik ind og forsøgte at redde situationen ved at sige nogle sjove ting eller gøre et eller andet. Jeg syntes, at alting var ret usikkert dengang. Det var ret ubehageligt,« siger han i programmet.

Og en dag fik den unge Robert Hansen nok af festlighederne derhjemme. Som 12-13-årig stak han af og boede på et vaskeri i tre dage, inden han vendte tilbage til de bekymrede forældre.

Som helt ung teenager begyndte Robert Hansen også at ryge hash og drikke øl, og når han ser tilbage i dag, er han da godt klar over, at det ikke var så smart.

»Det var helt skævt. Men det var bare mit oprør og min måde at sige ’Fuck jer, jeg gider sgu ikke være i det her,« siger Robert Hansen.

Turbulent voksenliv

Problemer med alkohol er ikke kun noget, som hører til i Robert Hansens barndom. Den 36-årige skuespiller er som voksen flere gange blevet afsløret i at drikke tæt og tage stoffer.

Allerede i 2001 blev han taget i at være i besiddelse af kokain, og i 2006 blev han taget for spirituskørsel. Desuden blev han i 2003 sigtet for vold mod sin daværende kæreste, Mira Wanting, som han havde mødt i 1999 under optagelserne til ’Kærlighed ved første hik’, som blev hans store gennembrud.

Robert Hansens har efterfølgende været i behandling for sit misbrug, og i dag er han far til tre-årige Herman, som har han sammen med sin ekskæreste Pernille Fredskild Thøgersen.

I april 2015 faldt Robert Hansen om med en livstruende flænge i hovedkranspulsåren. Efter en otte timer lang operation fulgte et langt genoptræningsforløb. Dette forløb ligger til grund for programserien.

Se 'Robert Hansen - Tilbage til livet' hver onsdag klokken 21 på Kanal 4.