Da første afsnit af TV2s nye konditorprogram Sukkertoppen rullede over skærmen, så seertallene lovende ud. Men siden er seertilslutningen faldet.

573.000 danskere satte sig mandag den 10. juli til rette i sofaen for at følge med i premieren på TV2-programmet ’Sukkertoppen’. Men en uge senere var tallet faldet med over 100.000 seere og senest ved tredje afsnit havde endnu 50.000 seere trykket videre på fjernbetjeningen.

Men den udvikling skaber ikke bekymring hos TV2. Det skriver programmets redaktør, Thomas Richardt Strøbech, der i stedet hæfter sig ved det gennemsnitlige seertal i stedet.

”Vi er meget tilfredse med seertallene og seerandelen til ’Sukkertoppen’ – i gennemsnit over 450.000 seere og en seerandel på cirka 33 procent blandt alle danskere og endnu højere blandt de voksne seere i alderen 20-60 år. Det er kun få sommerprogrammer, der opnår så gode seertal. Vi følger seerudviklingen og håber på fortsat høj interesse i de kommende programmer frem mod finalen mandag 14. august,' lyder det i et skriftligt svar fra TV2.

Programmets koncept kunne med det blotte øje minde en del om DR-programmet ’Den Store Bagedyst’, som seermæssigt lå på linje med underholdningsprogrammer som Vild med Dans og X Factor, der sendes i bedste TV-primetime.

Lighederne mellem de to programmer er noget, som blandt andre TV-redaktør Henrik Palle slog ned på i Politiken den 18. juli, hvor han kaldte programmet for »charmeforladt« og »'Den store bagedyst' uden menneskelighedsfaktoren,« som ifølge Palle kommer til udtryk ved manglen på den menneskelige udvikling og de faglige udfordringer i 'Sukkertoppen.

I ’Sukkertoppen’ dyster professionelle konditorpar mod hinanden i discipliner, hvor mousser, cremer og sirlige kager er i højsædet. Tidligere dommer fra Den Store Bagedyst Mette Blomsterberg har skiftet kanal og er trukket i værtsrollen, mens dommerduoen består af dessertmester Nikolaos Strangas fra Strangas Dessert Boutique og chefkonditor Ronnie Holmen fra Odense Marcipan. Hele programmet afsluttes med en finale, hvor kun et konditorpar løber med sejren.

Men modsat Sukkertoppen trak DRs version med almindelige bageglade danskere i en helt anden retning.

825.000 seere kiggede med – eller 47 procent af alle med fjernsynet tændt, så med i tidsrummet, da første afsnit af bagedysten blev sendt. Og til finalen nogle uger senere lå seertallet lunt over millionen med 1.218.000 seere. Og netop fællestrækkene med Den Store Bagedyst, er noget, som både anmeldere og seere har påpeget.

Det har desværre endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Thomas Richardt Strøbech om, hvordan TV2 forholder sig til kritikken og lighederne med Den Store Bagedyst.