»Leveringssituationen ER ekstremt ustabil for tiden. Vi oplever, at leverancer bliver forskudt fra dag til dag, næsten time til time.«

Sådan lyder det fra den administrerende direktør, Jesper Boysen, i elektronikkæden Power, i en pressemeddelelse, der egentlig handler om kædens planer for den shoppegale dag, Black Friday, der venter i slutningen af november.

Men på grund af den globale forsyningskrise, så er intet, som det plejer.

»Vi slås med leveringssikkerheden. Vi kan stå en uge før, hvor vi så får at vide, at varerne ikke kommer til tiden. Det er en meget ustabil situation,« siger han til B.T.

Power har ellers linet up til den største udgave af den amerikanskimporterede shoppedag nogensinde, fortæller han. Og hvordan er det så foreneligt med de usikkerheder, der er i forhold til leverancen?

»Altså, det er ikke sådan, at Power står og mangler varer. Men det er rigtigt, at går man efter et specifikt mærke eller typenummer, så kan vi ikke garantere, at vi har det.«

Han forsikrer, at kunderne nok skal kunne komme hjem med en bærbar eller vaskemaskine. De dækker ikke op til et show, hvis ikke de kan levere.

Varemanglen findes typisk heller ikke blandt de allerstørste og mest værditunge produkter. Det handler om ren og skær prioritering:

»Sidste år havde vi mange af de her mindre gadgets. Sådan nogle varer er i mindretal i år. Hvis det er containere fra fjernøsten, bliver de fyldt op med de lidt dyrere varer,« siger han og uddyber:

»Prisen på containere er tidoblet, og fordeles det ud over de billigere varer, så er de pludselig ikke så billige mere.«

Og den usikre situation er også årsag til, at den administrerende direktør selv italesætter situationen. De ved først på selve dagen, hvor mange af hvert vareparti de egentlig står med.

Men med hjælp fra leverandørerne er han sikker på, at de nok skal levere:

»På godt dansk, så giver vi den en på kajen.«