Det kendte dealsite Dealhunter.dk leverer et lille overskud, men er stadig i fare for at måtte lukke, hvis der ikke findes ny kapital snart. Det skriver finans.dk.

Efter et gevaldigt underskud på over 5 millioner kroner i 2016/17 har Dealhunter.dk vendt skuden og leveret et beskedent overskud på 185.000 kroner i 2017/18-regnskabet.

Men der er stadig tvivl om dealsitets overlevelse, skriver finans.dk.

Det uventede underskud tømte nemlig bankbogen, og i dag er egenkapitalen fortsat i minus med 1,2 millioner kroner.

For at leve videre er det derfor tvingende nødvendigt, at Dealhunter.dk får hentet ny kapital.

»Selskabets ledelse forventer at finde denne yderligere kapital, da selskabets kundegrundlag forbedres konstant,« lyder det i regnskabet.

Ejer Peder Munk Antonsen har allerede skåret helt ind til benet på firmaet. Antallet af ansatte er gået ned fra ni til to - en besparelse på over to mio. kr - og han måtte selv undvære løn i en periode.

Til gengæld har Dealhunter fået succes med en ny kundeklub, Dealhunter Plus, hvor kunderne for et månedligt abonnementsgebyr får adgang til bedre tilbud.

Antallet af betalende kunder er vokset til 13.000 i Danmark og Sverige, oplyser Peder Munk Antonsen.