Skelsættende historiske begivenheder står nærmest i kø for at komme til i disse dage.
Putins krig, krigsforbrydelser og den heroiske indsats fra det ukrainske folk har fyret op under et verdenssamfund, som ellers havde fokus på andre dagsordner. Vi er trådt ind i en ny tid, hvor frihed, demokrati og internationale fællesskaber igen vejer tungt og klinger positivt.
Blink hurtigt med øjnene og forvent en ny verdensorden på den tid, du kort betragter din egen inderside fremfor dine omgivelser. Verden er lige nu i så hastig forandring, at selv de mest hårdkogte nyhedsjunkier ikke kan følge med.
Men der er et fællestræk. De institutioner og fællesskaber, vi ellers har for vane at betragte som langsomme og tunge, udviser lige nu tilpasningsdygtighed.
Tyskland er trådt ud af skyggen fra Anden Verdenskrig og påtager sig nu den lederrolle, som de reelt havde i forvejen i Europa på alle andre områder end militært. Og det gør de med et astronomisk løft af forsvarsbudgettet. Selv Sverige og Finland overvejer nu NATO-medlemskab.
Der er indført hidtil uset hårde sanktioner mod Rusland – flere kan følge – og de nuværende har allerede ramt russisk økonomi hårdt. Der er faktisk tale om en erklæret finansiel krig. Samtidig er EU nærmest bestormet af nationer, der gerne vil med i fællesskabet – uden forbehold.
Det går også stærkt i Danmark, hvor der er sonderinger i Statsministeriet om en straksbevilling til Forsvaret og om en principbeslutning om at løfte forsvarsbudgettet op på de to procent af BNP.
Og som om det ikke var nok, så taler de gamle ansvarspartier i samme ombæring om afskaffelse af det danske forsvarsforbehold.
Pludseligt tegner der sig en folkeafstemning på horisonten, og vi har gang i nationale debatter om de to væsentligste internationale fællesskaber, Danmark er medlem af.
Det var alt sammen helt usandsynligt for to uger siden. Mange håner nu Putin for, at han har opnået alt dette – som er det modsatte af det, han må formodes at have ønsket.
Sandheden er en anden. Det er vores politiske ledere i den frie verden, der har vist sig at være noget mindre beige og bange for verden, end vi gik og troede. De er vågnet til dåd – og det skaber håb i en tid, hvor Davids kamp mod Goliat ikke kun er et gammelt heltekvad, men helt konkret spildt blod, ødelagte byer, millioner på flugt og ødelagte og mistede liv.
Det føles grusomt at sidde bag skærmen uden at kunne gribe ind med den militære opbakning, Ukraine har behov for, uden at starte en verdenskrig – og under trussel af atomvåben. Det gør menneskeligt ondt. Men det er en trøst, at verden har reageret mere resolut og effektivt, end nogen havde turdet tro på.
Den helt igennem hjerteskærende erkendelse er, at så længe ukrainerne kan holde ud, må vi udholde at se på krigen.
Hele Vestens samlede indsats for at støtte Ukraine og ramme Rusland ændrer ikke på det forhold, at der skal være modstand og forsvarsvilje på jorden, for at man kan drømme om, at det ender med en fastholdelse af et selvstændigt Ukraine med de ledere, de selv har valgt. I Danmark må man håbe, at den store forandringsparathed i det politiske system ikke bliver til hovedkuldse overbud.
Noget tyder på, at regeringen har reageret resolut, og at de gamle ansvarspartier endnu en gang i denne dramatiske valgperiode har valgt netop ansvarligheden. Også selvom man nemt kunne få øje på de politiske muligheder i at mele egne kager.
Alle partier må nu ud over planen for en valgkamp også begynde at tænke på en folkeafstemning. Hvem ved, måske skal der sættes flere krydser ved samme lejlighed. En ting er sikkert: Krydsene vil blive sat i en forandret verden – og det vil selvfølgeligt påvirke resultatet.
Ugens rod
Enhedslistens kan simpelthen ikke finde det rigtige ben at stå på i dette øjeblik i historien. Budskabet er nu, at Enhedslisten ikke vil ud af NATO »i morgen«, men, må man forstå, gerne, når der foreligger en alternativ fredsskabende alliance – helst mellem de nordiske lande – selvom partiet fuldt ud erkender, at det ikke ser realistisk ud lige nu, hvor de andre nordiske lande er mere draget mod verdens stærkeste forsvarsalliance, NATO, end et fælles nordisk samarbejde om at skabe fred.
Partiledelsen har udfoldet en ihærdig indsats for at finde en sikker landingsbane for et tydeligt splittet parti, som finder sig selv på den forkerte side af historien. Men landingsbanen synes bygget på sand – eller ukrainsk mudder.
Ugens censur
EU har besluttet at censurere to russiske statsmedier med opbakning fra den danske regering. Europa-kommissionsformand Ursula von der Leyen forklarer den noget usædvanlige beslutning med, at de to medier er skadelige i denne ekstraordinære situation.
Det er utvivlsomt ren propaganda, der bliver pumpet ud fra russiske statsmedier, og verden – også den frie og oplyste del af den – er tidligere faldet i gryden med russisk tågesnak. Til det svarer direktøren for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama:
»Hvis demokratier ikke har tillid til, at deres borgere kan håndtere at blive udsat for autoritære staters misinformation og propaganda, hviler vores demokratier på et meget skrøbeligt fundament.«
Han har ret. Vi har i forvejen alt for ofte bøjet egne demokratiske principper for at bekæmpe frygtindgydende modstandere. Hvis vi bliver som dem, er det ikke den store sejr.
Ugens helt
Sandheden er som bekendt det første offer i krig, og det ville være naivt at tro på, at alt, hvad vi læser og ser om den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, er sandt.
Men de fleste af os betragter ham allerede som denne tids største helt. Han går forrest, indgyder kampgejst og presser den frie vestlige verden maksimalt under en lind strøm af rørende taler og ørehængende one-liners. Han minder os så indtrængende om de værdier, vi tror på, at håbet får vinger selv den mørkeste nat.
Zelenskyj fremstår næsten for god til at være sand. Men som Anna Libak så rigtigt sagde i en af ugens Genstart-udsendelser fra DR, så har hun brug for at tro på, at han er en helt. Det har vi vist alle. Må det blive et skjold, der beskytter ham i den tid, der kommer.
