Med godt en uge til afgørelsen på den ophedede formandskamp i Dansk Folkeparti kan man konstatere, at det lille partis interne ballade er på vej til at blive en seriøs hovedpine for hele blå blok blå. Vinderen af formandskampen kommer til at tage det hele – af det, der vel at mærke er tilbage.

Flere af Dansk Folkepartis medlemmer af Folketinget har givet udtryk for, at de overvejer at danne et nyt parti, hvis den nuværende næstformand, Morten Messerschmidt, bliver formand 23. januar.

De lægger dog ikke skjul på, at de helst så, at tidligere udlændinge- og integrationsminister for Venstre Inger Støjberg opretter et nyt parti, som de så kan melde sig ind i. Man må endnu en gang konstatere, at Støjberg drager DFere med en imponerende tiltrækningskraft.

Det kommer i kølvandet på, at Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard i forrige weekend meddelte, at hun støtter Morten Messerschmidt og fremover er klar til at påtage sig en del af ledelsen af partiet.

Det fik straks en anden formandskandidat, hovedbestyrelsesmedlem og tidligere MFer Martin Henriksen, til at melde klart ud, at hvis han vinder, er der ikke en plads til hverken Pia Kjærsgaard eller Morten Messerschmidt i ledelsen. Der skal sættes et nyt hold. Henriksen afslutter med en klar prognose: »Der er ikke et helt parti tilbage efter 23. januar. Nogen må ryge.« Andre overvejer altså simpelthen at gå.

Ser man snævert på Dansk Folkepartis interesser, er det bedre for partiet at miste en del af sig selv som følge af formandsvalget end at sidde tilbage med en uløselig intern konflikt. Men det er klart, at hvis størstedelen af folketingsgruppen bryder ud, vil det se forfærdeligt grimt ud.

Ikke mindst fordi de potentielle udbrydere sætter kniven i Morten Messerschmidt dér, hvor det gør mest ondt: De tvivler på hans evne til at lede – for det gik ikke så godt i Europa-Parlamentet. Og de tvivler på, at han bliver frikendt i Meld- og Feld-sagen.

Det er en negativ kampagne mod Morten Messerschmidt, som ser meget effektiv ud, fordi den bygger på noget, som grundlæggende er sandt. Men det er også et udtryk for, at netop Messerschmidt er kandidaten, man skal slå, hvis man selv vil til fadet – og at troen på, at det kan lykkes, ikke er overvældende stor.

Morten Messerschmidt (DF) og Inger Støjberg.
Morten Messerschmidt (DF) og Inger Støjberg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Den værste modstander for Morten Messerschmidt er hverken ham selv eller hans erklærede modstandere. Det er fortsat drømmen om Inger Støjberg. Selvom der stadig ikke er nogen tegn på, at hun reelt har tænkt sig at frelse de fortabte i DF. Men at en splittelse i partiet er nært forestående, synes mere sikkert for hver dag, der går.

Der er dermed lagt op til et drabeligt slag på den danske politiske højrefløj. Det var der i forvejen lagt op til mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, selvom der lige nu hersker fred og en ikke helt troværdig fortælling om, at der er plads til begge partier.

Hvis man smider endnu et højrefløjsparti ind i kampen, vil det få store konsekvenser for blå blok. Ikke blot fordi et hundeslagsmål skræmmer vælgere væk, men også fordi kampen om pladsen vil udløse forslag, ultimatummer og udmeldinger, som vil umuliggøre et samarbejde. Et samarbejde, som man i forvejen skal være jubel-blå/grøn for at kunne få øje på.

Men tænk, hvis en udbrydergruppe af valgte MFere ligefrem kunne få Inger Støjberg i spidsen for projektet. Og tænk, hvis det ikke blot er folk som Marie Krarup og Bent Bøgsted, der følger med, men ligefrem Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup. De har før skiftet parti og stiftet et nyt. Og Lars Løkke Rasmussen har endda vist vejen for, at selv en tidligere formand kan stifte et nyt parti.

Det er den slags forestillinger, der hopper fra politisk hoved til politisk hoved i disse dage.

Det forbavsende er ikke, at DFerne selv positionerer sig og lufter overvejelser om fremtiden. Det forbavsende er, at vilde fantasier tilsyneladende vægter lige så tungt som de reelle muligheder, der er at vælge imellem.

23. januar kan DFerne ikke stemme på vilde Støjberg-fantasier. De kan stemme på Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen eller Erik Høgh Sørensen.

Bagefter må de forfølge lige de drømme, deres hjerter begærer.


Ukrainske soldater, da de sidste år afholdt en militærøvelse nær hovedstaden Kiev.
Ukrainske soldater, da de sidste år afholdt en militærøvelse nær hovedstaden Kiev. Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere

Ugens konflikt

100.000 tropper ved grænsen mellem Rusland og Ukraine har fået verden til at tale om både en ny Cuba-krise, om krigstrusler og om en ny kold krig. Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, forklarer den russiske aggression med, at der er tale om fantomsmerter, efter østblokken blev splittet i selvstændige nationer.

Det er ikke for meget at sige, at det er balancen i Europa, der er på spil. Men det er først og fremmest en påmindelse om, at fred og stabilitet ikke er en permanent status, men en tilstand, man konstant arbejder for at fastholde.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der vil stifte det nye parti Moderaterne.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der vil stifte det nye parti Moderaterne. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ugens moderate

Lars Løkke Rasmussen har i et interview med Weekendavisen luftet noget af Moderaternes politik. Mere offentliggøres søndag, men partiet stiftes først officielt på grundlovsdag 5. juni 2022 i Vejle.

Foreløbig har mest interesse samlet sig om forslaget om en slags værnepligt til samfundstjeneste til alle unge på et halvt år. Men også et bud på en skattereform, som indeholder både elementer, som den yderste højre- og venstrefløj vil henholdsvis hade og elske.

Det er præcis det, Lars Løkke Rasmussen kan: tænke nye løsninger på de samme gamle problemer. Nogle gange også tænke stort. Uanset hvad Moderaterne kommer til at betyde parlamentarisk, så vil de komme til at låse op for nogle debatter med nye forslag – og det har vi brug for.

Dronning Margrethe.
Dronning Margrethe. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ugens jubilæum

Fredag havde dronning Margrethe 50-års regeringsjubilæum. Hun har regeret over ti statsministre, så der er selvsagt tale om danmarkshistorie i form af en kvindes levede liv. Og hvor har hun gjort det godt, både i livet og som regent.

Tilslutningen til Kongehuset ligger så stabilt og meget højt i dag, at man næsten glemmer, at hun tiltrådte i en tid, hvor forandringens vinde blæste verden over. Også i Danmark, og hvor der blevet stillet spørgsmål ved alle autoriteter – Kongehuset inkluderet.

Når det er lykkedes så godt, er det hendes fortjeneste! Vi har en begavet, belæst, berejst og betænksom majestæt, som med humor og kreativitet har udfyldt en rolle, vi også har brug for i dette årtusinde.

I et ministerium eller en virksomhed ville man kalde det institutionel hukommelse. Dronningen er nationens kulturelle, historiske og ja, institutionelle hukommelse. Men også sin egen.

Andre læser også