Egentlig havde den sengeliggende Jakob Ellemann-Jensen planlagt nogle uger i fuldstændig ro fra politik og medier. Men de planer fik vikarierende formand Inger Støjberg godt og grundigt forpurret, da hun forleden som en elefant i en porcelænsbutik fik sået tvivl om, hvorvidt Venstre nu også bakker helhjertet op om MeToo-bevægelsen.

Lørdag måtte Ellemann, der stadig har stærke smerter efter en operation for diskusprolaps, derfor finde pc’en frem og skrive et Facebook-indlæg om sexisme blandt politikere.

Officielt var anledningen et opråb i Politiken fra 322 yngre kvinder. Men man kan roligt gå ud fra, at Ellemanns primære grund til at gå til tasterne var at få korrigeret det billede af Venstre, der var blevet skabt, efter at Støjberg forleden gik ind i MeToo-debatten.

Ellemann har simpelthen følt et påtrængende behov for at præcisere, at det – trods alt – er ham, der tegner linjen i Venstre. Og ikke Støjberg. Hans problem er, at stadigt flere efterhånden er kommet i tvivl.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og næstformand Inger Støjberg ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, søndag den 17. november 2019.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og næstformand Inger Støjberg ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, søndag den 17. november 2019. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er dog karakteristisk for styrkeforholdet mellem de to, at man skal læse meget mellem linjerne i Ellemanns indlæg for at se, at han sætter Støjberg på plads. Mere gas tør han trods alt ikke give den. Der er således langt fra den tilrettevisning, som Kristian Jensen fik, da han tidligere på året udtalte sig uden at have koordineret med Ellemann. Og det er da også tvivlsomt, om Støjberg selv vil erkende, at hun er blevet tilrettevist.

Men man skal ikke tage fejl: Ellemann er rasende på Støjberg. Og det samme er andre toppolitikere i Venstre. Det har skabt vrede og frustration, at Støjberg endnu engang har excelleret i, hvad mange i partiet opfatter som et skamløst soloridt.

Oplevelsen er, at Støjberg – igen, igen – har sat sig selv forrest uden at skele til, hvad der overordnet set er godt for partiet. Stemningen er ikke blevet bedre af, at det er sket, mens hun har været fungerende formand. Flere i partiet betragter det som højst upassende, at hun bruger den platform til at profilere sig selv.

»Men sådan er det altid med hende,« siger en centralt placeret Venstre-kilde. »Hun spørger først, hvad der er godt for Inger – først derefter, hvad der er godt for partiet.«

Budskabet i Støjbergs Facebook-opslag var, at hele sexismedebatten efterhånden er kørt af sporet, fordi selv bagatelagtige tildragelser bliver betragtet som alvorlige overgreb, og dermed – lød hendes pointe – degraderes hele MeToo-kampen.

Ellemann er for så vidt enig i den betragtning. Men han er forbandet over, at Støjberg formåede at så tvivl om, hvorvidt Venstre er imod MeToo-sagen.

Samtidig ærgrer det i Venstre-toppen, at Støjbergs indlæg – i hvert fald midlertidigt – fjernede fokus fra de problemer, som regeringen har med Jeppe Kofods sexsag. Støjberg er ingen nybegynder, og hun MÅ have vidst, at det ville få den konsekvens.

»Det var bare,« som en kilde udtrykker det, »eklatant dårlig timing fra Støjbergs side«.

I løbet af ugen har ledende Venstre-folk haft fat i Inger Støjberg og klart tilkendegivet deres utilfredshed. Det er sket på et ledelsesmøde, hvor blandt andre Sofie Løhde kritiserede Facebook-opslaget og det signal, som det sender. Samme budskab har hun også fået fra Tommy Ahlers.

Ellemann var ikke med til ledelsesmødet. Men ifølge kilder har også han direkte meddelt Støjberg, at han ikke er tilfreds med hendes indspark i MeToo-debatten.

Det er et år, siden Ellemann blev formand for Venstre, og Støjberg valgt som næstformand. Forhåbningen hos Ellemann var dengang, at Støjberg herefter ville disciplinere sig og tøjle sin tilbøjelighed til at sætte sig selv i centrum med synspunkter, der nok har et stort publikum, men som også i høj grad splitter partiet.

Det blev ved forhåbningen. Mere end nogensinde synes Støjberg optaget af at score – nogle vil sige: billige – point blandt sine traditionelle støtter.

På den ene side ved Ellemann, at Støjberg har stor opbakning især uden for de store byer. Mon ikke for eksempel mange ældre, traditionelt tænkende mænd deler hendes opfattelse af, at MeToo-bevægelsen ikke skal gå for vidt?

På den anden side ved Ellemann også kun alt for godt, at hvis Venstre bliver forbundet med den slags holdninger, så kan han glemme alt om at tiltrække nye, mere moderne tænkende vælgere fra byerne. I forhold til dén bestræbelse ligner Støjberg mere og mere en helt afgørende forhindring.

Problemet for Ellemann er bare, at han ikke har autoriteten (eller modet) til én gang for alle at sætte Støjberg på plads. Derfor er det næppe sidste gang, at han må se sig ydmyget fra dén kant.