Den var gal i Danmark og endnu værre i Norge. Teleselskabet Telenor havde i fredags det største nedbrud på deres netværk i selskabets historie. Millioner af kunder kunde hverken ringe eller sende beskeder. Nu taler selskabets øverste chef ud om skandalen.

- Det er meget at beklage for en teleoperatør vis telenet går ned. Det er tæt på at være enhver teleoperatørs mareridt, sagde Telenor chef, Jon Fredrik Baksaas på en pressemøde i dag, skriver dagbladet.no

Det gigantiske nedbrud på Telenors netværk gik hårdest ud over nordmændene, hvor ingen af selskabets kunder kunne ringe eller sende beskeder i timevis.

Men også de danske kunder blev ramt. Her var det umuligt at sende sms- og mms-beskeder, samt komme i kontakt med sin telefonsvarer.

- Det her er den mest alvorlige fejl, vi har haft siden vi startede med mobiltelefoni i 1993, indrømmede Baksaas.

For nordmændene var nedbruddet ekstra slemt, da det skete samtidig med at Norge blev ramt af kraftige oversvømmelser, og behovet for at ringe derfor var ekstra stort.

Overfor pressefolkene indrømmede Telenordirektør Ingrid Lorang , at det faktisk var selskabet selv, der endte med at knockoute deres netværk.

- Vi fik meldinger fra kunder om, at de havde problemer, og derfor valgte vi at koble én af vores trafikservere fra. Det betød så desværre, at vores anden server blev totalt overbelastet og heller ikke fungerede. Køen af trafik blev simpelthen for stor, sagde Ingrid Lorang.

Nedbruddet i fredags var det andet på kun én uge, også tirsdag i sidste uge, var der problemer for Telenors kunder i Danmark.