Det er haglet ind med negative kommentarer på Cirkusrevyens Facebookside, efter det er kommet frem, at en hørehæmmet kvinde ikke må tage en stående tolk med ind til aftenens forestilling.



Mange brugere forstår ikke, hvordan det kan genere andre tilskuere, at der står en tolk diskret foran scenen.

Men direktøren for Cirkusrevyen, Torben "Træsko" Pedersen, får nu støtte fra kollegaer fra andre store danske sommerrevyer.

- Vi har haft nøjagtig samme forespørgsel, men det kan simpelthen ikke lade sig gøre, at have en tolk stående lige foran scenen. Specielt på Cirkusrevyens scene bliver udsynet blokeret fra næsten alle vinkler, så jeg forstår godt, at de er nødt til at afslå forespørgslen, siger Leif Maibom, der er direktør for Sønderborg Sommer Revy, til bt.dk.

Kan ikke gøre alle tilfredse


Også på Nykøbing Falster er det forståelse for, at Cirkusrevyen ikke kan opfylde ønsket fra den hørehæmmede kvinde.

- Det er jo en vanvittig svær problematik, for alle vil jo gerne hjælpe. Men jeg er sikker på, at Torben "Træsko" har en pointe, når han siger, at det vil genere andre betalende gæster. Sådan er scenen på Bakken bare indrettet. Det er i bund og grund et spørgsmål om, at det er svært at gøre alle tilfredse, siger direktør for Nykøbing F. revyen, Flemming Krøll.



Både Leif Maibom og Flemming Krøll har selv haft hørehæmmede tilskuere til deres revyer.

Begge revydirektører er enige om, at det må være op til den enkelte revy, hvordan udfordringen kan løses bedst.

- Vi har heldigvis en balkon, hvor der kunne stå en tolk, så det generede ikke andre menneskers udsyn. Sådan er Cirkusrevyen jo ikke indrettet, og de må løse udfordringen på deres måde. Det kan jeg forstå, at Torben "Træsko" har forsøgt. Jeg synes i det hele taget, at retorikken mod Cirkusrevyen er blevet lige vel hård, siger Leif Maibom.

- Det er en udfordring, som vi gerne vil løse for folk. Men det er ofte en svær logistisk opgave. Jeg støtter op om Cirkusrevyens forslag om at tolke i hånden i stedet for at der skal stå nogen foran scenen, siger Flemming Krøll.