Har du altid drømt at eje din egen ø? Så har du nu muligheden. Siø ved Langeland er sat til salg for den nette sum af 39 millioner kroner. For de penge får du, foruden øen, gården, svineproduktionen og alle de andre huse på øen.

Øen, der forbinder Tåsinge og Langeland, har i 94 år været i familien Pedersens eje, skriver Fyens Stiftstidende.

Men den 60-årige ejer Jørgen Pedersens døtre ønsker ikke at drive landbruget videre, og derfor har han valgt at sælge nu, fortæller han til avisen.

»Det skal være lysten, der driver værket, og det har de ikke haft lyst til. Derfor har jeg altid vidst, at øen skulle afhændes på et tidspunkt,« siger Jørgen Pedersen.

Det bliver landbrugsmæglerne, der skal sælge ø og gård. Ejendomsmægler Svend-Åge Bruun fortæller, at liebhaverværdien spiller ind i prisen, og derfor forventer han stor interesse fra både ind- og udland.