Angsten: Rasmus blev mejet ned af en bil for tre år siden. Bilisten fortsætter sin vanvittige kørsel – og nu frygter moren for sin yngste søn


Gitte frygter at miste sønnen Tobias til landevejen, hvor hendes ældste søn Rasmus blev mejet ned med mere end 150 km/t af en lokal vanvidsbilist. Nu holder moren sin yngste søn langt væk fra landevejen. Bare få kilometer nede ad samme vej bor bilisten.

Hver morgen starter Gitte bilen i Nebbelunde på Lolland og kører den 15-årige autistiske Tobias til skole i Søllested små syv kilometer væk. Og hver dag kører mor og søn forbi det hus på Rødbyvej, hvor vanvidsbilisten bor, der dræbte storebroren Rasmus for tre år siden. Morten Malmstedt, som vanvidsbilisten hedder, har netop fået endnu en dom for at køre 163 km/t på den nærtliggende Sydmotorvej sidste år. Dommen fik han i begyndelsen af denne måned. Måneden før i maj fik vanvidsbilisten skærpet sin dom for uagtsomt manddrab til ti måneders fængsel ved Østre Landsret.

Grotesk

- Jeg synes, at det er grotesk, at Morten ikke er bag tremmer endnu, han har jo bare kunne køre videre som ingenting, siger den 38-årige Gitte Kanstrup, da B.T. møder hende i familiehjemmet i Nebbelunde, knap tyve kilometer fra Rødby.

Den dræbte Rasmus efterlod et stort tomrum i familien, og den knuste mor vil for alt i verden ikke miste endnu et af sine to resterende børn på Nakskov Landevej. Det betyder, at lillebroren Tobias ikke må cykle over med de fem eksemplarer af Folketidende på avisruten, som ligger på den anden side af vejen. Hver morgen tager svogeren Martin i stedet de fem aviser på knallert.

Kører som sindssyge

- Det virker måske lidt hysterisk, men jeg vil ikke miste endnu et barn. De kører som sindssyge oppe på den vej, siger moderen Gitte.

Udover den amputerede avisrute, starter familien også bilen for at køre få hundrede meter over til en kammerat, der bor på den anden side af landevejen, hvor storebroren mistede livet. Tobias selv forstår godt sin mors reaktion.

- Det kan jo være irriterende, men jeg forstår godt min mor, siger han til B.T.

Tabet af Rasmus fylder stadig meget i familien. Den 34-årige stedfar, Dennis, har netop fået tildelt førtidspension. Han er knust efter tabet af Rasmus, der var som en søn for ham, selvom de kun havde kendt hinanden omkring et år. Efter ulykken i sommeren 2008 efterlod Rasmus, der var en meget aktiv teenager med ADHD, et underligt roligt hjem. Samtidig flyttede storesøsteren hjemmefra, og hele verden ramlede sammen for moderen Gitte.

Der blev tomt

- Her var alt for tomt. Der har altid været fuld knald på ungerne, og pludselig havde jeg kun Tobias tilbage, og han er jo autist og lukker sig lidt ind i sig selv, siger Gitte.

Familien har rykket sammen i sorgen, og nu bor begge børn igen hjemme. Det samme gør Gittes noget yngre lillesøster og hendes kæreste, Martin. Men Rasmus fylder stadig i stuerne.

- Vi taler om ham stort set hver dag, når man kommer i tanke om noget, som han kunne have gjort, siger Gitte Kanstrup med smerte i stemmen.