En nat i juli 2008 ringede telefonen hjemme hos Morten. Når man har en søn udsendt i krig i Afghanistan, er ethvert uventet opkald noget, der kan få maven til at vende sig et par gange.
På mange måder ånder Morten lettet op, da han hører sin søns stemme på linjen. Men stemmen er oprevet.
»Far, jeg er okay, men jeg skal fortælle noget«.
Morten husker tydeligt samtalen. Hans ældste søn Johnny på bare 24 år er udsendt med hold 5 i Afghanistan, og de befinder sig på Armadillobasen.
Det, der skulle have været en helt almindelig køretur med forsyninger, startede trygt, men endte fatalt. Inde blandt en håndfuld andre køretøjer på en højderyg sad Johnny i en pansret mandskabsvogn med sine dygtige kammerater, som han havde fået et særligt broderligt bånd til. Men en panserværnsraket satte et brutalt punktum for den fremtid, han troede, han havde foran sig.
Raketten fløj ind gennem en åbentstående luge i bagenden af vognen og landede mellem de unge drenge.
»Der gik ild i drengene, flere var sårede, og jeg blev slået bevidstløs,« fortalte Johnny den nat, han ringede hjem med de barske nyheder.
Han vågnede en enkelt gang midt i panikken og hørte sine venner skrige. Så besvimede han igen.
»Da han kom til bevidsthed igen, sprang han over på et af de andre køretøjer og tømte hele geværets magasin ind mod den bygning, hvor raketten kom fra,« genfortæller faderen.
Helt uhæmmet og uden at tænke. Det var kun chok, afmagt og raseri, der kontrollerede soldatens handlinger.
Ved et mirakel overlevede alle soldaterne i køretøjet, fordi raketten fløj lige igennem og eksploderede udenfor. Var lugen ikke åben bagtil, var de alle blevet ristet levende inde i køretøjet.
Et massivt problem
Johnny har taget stor skade af eksplosionen i Afghanistan, og derfor ønsker han ikke sit rigtige navn i avisen. Han har dog givet Morten lov til at fortælle om kampen for at få tilkendt sin søn førtidspension. En kamp, der har stået på i næsten ni år, og som først nu er ovre.
Men hvorfor det skulle tage så lang tid, og hvorfor det skulle slide familien så meget op, er stadig en gåde for den sårede soldats far, Morten.
Ifølge Veteranalliancen har cirka 50.000 danskere været udsendt siden Anden Verdenskrig, og omkring 33.000 af disse er stadig nulevende veteraner. Af dem er det omkring hver tiende, der får det psykisk svært efter tiden i krigszonerne. Center for Selvmordsforskning lavede en omfattende undersøgelse i 2014, der viste, at 47 danske soldater begik selvmord fra 1995 til 2013. 298 soldater forsøgte at begå selvmord i samme periode.
Selvom Johnny på mange måder oplevede, at livet var svært efter hjemkomsten, var det ikke kun psykiske problemer, han havde. Noget fundamentalt havde ændret sig, fortæller Morten.
En kamp på to fronter
Morten har gråd i stemmen, når han fortæller om kampen for sin søn. Fortællingen om en kamp i Afghanistan og kampen herhjemme med myndighederne, der på alle måder har ændret livet for hele familien, giver ham gåsehud selv ni år efter.
»Da min store dreng ringer hjem den nat, er der kun 14 dage til, han lander i Danmark. Desuden var der kun en uge til, jeg skulle sende min yngste søn til Afghanistan.«
Johnnys lillebror skulle ned for at afløse storebror. Det var en aftale, de havde lavet for længe siden. Han er to år yngre, og det var en manddomsprøve, de begge skulle ud på.
»Der gik ikke to minutter efter Johnnys opkald, så havde jeg tyndskid,« fortæller Morten ærligt.
Derfor var lettelsen enorm, da Morten og drengenes mor 14 dage efter hentede deres ældste søn i lufthavnen. Morten takkede de højere magter for, at Johnny var hjemme i god behold. Skaderne bestod kun af en hjernerystelse, knubs, skræmmer og en kæmpe forskrækkelse, troede de. Men det skulle vise sig at være meget værre.
Da livet smuldrede
Selvom Morten priste sig lykkelig over at have Johnny hjemme, kunne han ikke lægge tankerne om lillebroderen væk. Det var ikke kun Johnny, der var mærket af begivenhederne, men hele familien var ved at gå i opløsning.
»Jeg læste, at to var døde på min yngste søns hold, og jeg gik selv fuldstændig ned med flaget, selvom jeg godt vidste, det ikke var min dreng. Det hele smuldrede simpelthen. Jeg gik fra børnenes mor og var på druk i godt to uger. Jeg var simpelthen så angst, og det var første gang, jeg oplevede, at jeg er i stand til at blive bange. Jeg er jo en mand, så jeg bliver ikke bange. Det har jeg i hvert fald altid tænkt«.
Morten vågnede op en dag og indså, at begge hans sønner havde brug for en far, der var nærværende, beskyttende og støttende, og som ikke mindst gik forrest i kampen for, at Johnny kunne få et tåleligt liv efter de barske oplevelser i Afghanistan.
»Han havde isoleret sig fuldstændig i sin lejlighed. Han var aggressiv og voldelig, og han aflyste alle aftaler. Han dukkede ikke op på sit arbejde på kasernen, han blev smidt ud af sin lejlighed, fordi han var for aggressiv, han selvmedicinerede sig, og alt i alt var det hele i opløsning for ham,« siger veteranens far.
Ville ikke hjælpes
Johnny begyndte at få hjælp af forskellige instanser, men det rakte ikke. For ham var det én stor uoverskuelig række af aftaler, der skulle overholdes, og som han ikke magtede. Og for Morten var det en lang, sej kamp for at få de forskellige instanser til at indse, hvad det hele handlede om:
»Som far var det utrolig hårdt gang på gang at få at vide, at min søn ikke ville hjælpes. For det var den opfattelse, de forskellige myndigheder havde. De troede simpelthen ikke, han ønskede at få det bedre. Men sagens kerne var jo, at han ikke kunne overskue at tage landet rundt for at passe sine aftaler.«
Som far måtte han træde i karakter og tilsidesætte sine egne behov og sin egen virksomhed. I stedet brugte Morten al sin tid på at hente og bringe Johnny til sine aftaler med alt fra Veterancenter, psykiatere, kommunen og hospitalerne. Et projekt der stjal hans overskud fuldstændig.
»Johnny kunne på ingen måde overskue at tage offentlig transport. Der var for mange mennesker og for meget planlægning til, at han kunne overkomme at sidde i en bus eller et tog,« siger Morten, der har hørt, det er et generelt problem for soldater, når de vender hjem fra krig.
Derfor opfordrer Morten til, at myndighederne samler sig ét sted, hvor de kan tilbyde al hjælp.
»Når vi sender vores sønner og døtre i krig, skal vi fandeme også være klar til at tage imod dem, når de kommer hjem igen. Og det kan vi ikke endnu. Min søn følte sig ærlig talt som jaget vildt i et system, hvor ingen tænkte på ham, men kun tænkte på regler og systematik,” siger Morten nærmest med en hvisken og med adskillige stop i talestrømmen for at holde styr på gråden i halsen.
Det var især følelsen af, at hans dreng blev mistænkeliggjort af de sociale myndigheder. Johnny skulle kunne bevise, at han var for syg til at arbejde, før han kunne få tilkendt sin førtidspension.
»Når vi ringede til et behandlingssted, fik vi oftest at vide, at vi skulle prøve nogle andre. Nogle gange spurgte psykologer, læger eller sociale myndigheder mig, når jeg ringede, ’hvad tror du selv, der skal til?’. Det gjorde mig simpelthen så rasende, for vi var helt ude, hvor vi ikke kunne bunde. Johnny drak også for meget på et tidspunkt, og så sagde en læge til mig: ’jamen, det må han jo ikke’. Det var jeg jo udmærket godt klar over, men jeg ringede jo netop dertil for at få hjælp,« siger faderen.
Fik fred
Johnny var fuldstændig afhængig af forældrenes hjælp i hverdagen, og han kunne ikke klare junglen af myndigheder, der forsøgte at tvinge ham til forskellige møder, aftaler og jobprøvninger. Endelig fandt Morten frem til ’Viso’, som er et projekt under Socialstyrelsen, og med projektets hjælp blev rådgivning, udredning, psykologsamtaler og behandling samlet ét sted. Alle instanserne kunne tale sammen og få styr på Johnnys udredninger. Til sidst fik de fred.
Han blev sendt til en MR-scanning, som viste, at noget ikke var, som det skulle være. Hans hjerne havde taget skade, og dermed fik familien et fysisk bevis. Den sidste hårde kamp kæmpede de sig gennem sammen med fagforeningen HKKF for at få førtidspension til Johnny, og efter ni års kamp fik han sin frihed og tryghed tilbage. Den lange kamp for Morten og hans søn er ovre, men mange veteraner kæmper fortsat en lignende kamp.
»Jeg er ikke religiøs, men jeg beder en lille aftenbøn hver aften. Og på det seneste har jeg tilføjet en lille passage, der hedder, ’kan vi ikke få lov at slippe for alt for mange udfordringer det næste stykke tid?’ Jeg synes, den her rejse har været alt for lang, og vi har aldrig vidst, hvor det ville ende. Det var først nu, da det hele var overstået, jeg indså, hvor mange kræfter og hvor meget tid jeg har brugt på at kæmpe for min søn,« siger Morten.
»Når du er i gang, skal du bare blive ved. Stopper du først op, kan du ikke fortsætte. Men i det øjeblik, vi fik at vide, at Johnny fik sin førtidspension, brød vi grædende sammen af lettelse – både mig og børnenes mor. Vi er blevet en stærk lille familie, der har været på en enorm lang og sej mental rejse. Og jeg har lært, at når alt andet ramler, så har man kun sin familie, man kan regne med.«
Johnny bliver aldrig sig selv igen. Hans familie skal lære ham at kende på ny, og han skal selv lære sine egne begrænsninger at kende. Han mangler i dag en form for ’psykologisk håndbremse’ i hjernen, så hans raseri og aggressioner træder helt uhæmmet frem, fortæller Morten.
Morten har også fået fred. Han kan nu begynde at lære sin søn bedre at kende. Og familien er i dag kommet stærkere ud på den anden side. De sætter pris på ethvert øjeblik, de har sammen, og hverdagens småting er ikke længere et problem.
»Jeg får aldrig min gamle søn tilbage, men til gengæld har jeg fået en helt ny familie. Og Johnny er, som Johnny nu er. Han har lært at kapere sin situation. Både han og jeg er i gang med at acceptere hans skæbne.«
Morten ønsker ikke sit fulde navn i avisen. Navnene på personerne er kendt af redaktionen, men familien vil nu fokusere på at komme videre efter oplevelserne.
