Som BT kunne berette i tirsdagens avis, har Jakob Fuglsang skrevet under på en ny kontrakt med Astana.

Den 30-årige danske cykelrytter skal i yderligere to år køre i det kasakhiske holds lyseblå farver. Det bekræfter det holdet i en pressemeddelelse.

»Jeg er meget glad for min rolle her på Astana, og jeg ser frem til at køre flere løb med dette hold. Min rolle på holdet er vigtig for både mig og resten af holdet. Og at have sikkerheden for, at jeg kan fortsætte her i to år mere, er en god situation for os alle,« siger Jakob Fuglsang i pressemeddelelsen.

Også Astanas Team Manager, Alexandre Vinokourov, er begejstret for kontraktforlængelsen.

»Vi er glade for Jakobs professionelle karakter og for hans kørsel for Nibali i sidste års Tour de France og i dette års tour. Vi er meget glade for, at vi i fremtiden fortsat har ham på vores hold, siger Alexandre Vinokourov.

Jakob Fuglsang har siden 2013 været en del af Astana-holdet og deltager netop nu i Tour de France som delt kaptajn sammen med italieneren Vincenzo Nibali.