Tinkoff-Saxo-kaptajnen ved dette års Tour de France, Alberto Contador, måtte udgå af det franske etapeløb efter et styrt på mandagens tiende etape. Dagen efter fløj han til Madrid, hvor en helt særlig person kom ham til undsætning.

Det er nemlig Danmarks onde ånd fra fodbold-VM i 1986, Emilio Butragueño, der har hjulpet Alberto Contador med et finde en klinik, der kan hjælpe ham med at komme sig, efter han brækkede skinnebenet efter sit styrt. Det skriver Reuters.

- Alberto Contador valgte Clinica Centro efter kontakt med Real Madrid, nærmere bestemt Emilio Butragueño, som han har et godt forhold til, siger Alberto Contadors talsmand ifølge Reuters.

Butragueño er tidligere fodboldspiller i Real Madrid, og han har desuden både været vicepræsident og sportsdirektør i klubben. Han har derfor kontakterne på plads i kongeklubben.

- Butragueño kom hurtigt i snak med Real Madrids lægestab, og de anbefalede, at man konsulterede Dr. Leyes, der er specialist i den slags skader, som har ramt Tinkoff-Saxo-rytteren, siger talsmanden.

Den skade, som Contador har fået, bliver vurderet til at tage seks uger at komme sig over. Dermed er der pres på for at nå at blive klar til Vuelta a España, der begynder 23. august.

Da Contador styrtede, forsøgte han at køre videre trods det brækkede skinneben. Det gjorde han i næsten 20 kilometer, inden han opgav og udgik af løbet.

Udover Contador har sidste års vinder af Tour de France, Chris Froome, også været tvunget ud efter et styrt. Sky-rytteren brækkede knogler i begge hænder og udgik på femte etape.