Promotor Nisse Sauerland tilbyder nu Rudy Markussen 10.000 euro af egen lomme oven i hatten for en kamp mod Patrick Nielsen

Håbet om at skabe det største danske boksebrag siden 1988, en kamp mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen, vil ikke dø. Heller ikke selv om parterne er rygende uenige om, hvad det skal koste at lave den.

Den tyske promotor Nisse Sauerland og hans danske bokser Patrick Nielsen er dog så ivrige efter at sætte det danske boksebrag op mod veteranen Rudy Markussen, at tyskeren nu lægger et nyt tilbud på bordet foran den 37-årige bokser for at få ham i ringen.

»Vi vil have den kamp, så simpelt er det. Rudy mod Patrick vil være en enestående kamp for dansk boksning og vil blive en stor kamp, som alle vil tale om. Så hvis Rudy mener, at han kan bokse på absolut top-niveau, så skal han sige ja og tage imod kampen. Vi er villige til at strække os langt for at få den til at ske,« siger Nisse Sauerland til BT.

Indtil nu er forhandlingerne ellers gået i hårdknude, fordi parterne slet ikke har kunnet blive enige om betalingen til Rudy Markussen. Nisse Sauerland har kaldt danskerens krav for urealistisk, mens Rudy Markussen og hans træner, Kenneth Svensson, hele tiden har afvist at være grådige i forhandlingerne.

Nu kommer den tyske promotor Rudy Markussen i møde og tilbyder ham yderligere 75.000 kroner for at bokse mod Patrick Nielsen.

»Jeg har tilbudt Rudy 10.000 euro (75.000 kroner) af egen lomme for samlet at ramme den betaling, som han forlanger. Tiden er kommet for Rudy til at sige ja eller holde mund,« siger Nisse Sauerland.

Faste læsere af BT vil vide, at forhandlingerne mellem parterne i seneste uge strandede på, at Nisse Sauerland i udgangspunktet ville betale Rudy Markussen 50.000 euro for at møde Patrick Nielsen. Et tilbud, som Rudy Markussens træner, Kenneth Svensson, afslog på vegne af bokseren og krævede 130.000 euro for kampen. Det krav sænkede han efterfølgende til 70.000 euro.

Dermed ser det nye tilbud fra Nisse Sauerland ud til at komme Rudy Markussen lidt mere i møde med et samlet bud på 60.000 euro (ca. 450.000 kr, red.) for en kamp mod Patrick Nelsen i København i forsommeren.

»Parken er en mulighed, men helt sikkert i København og et sted omkring midten til slutningen af juni,« siger Nisse Sauerland og tilføjer:

»Det er en kamp, som ikke kun vil tiltrække boksefans, men appellere til det brede sportspublikum. Det vil være en stor kamp, og en stor kamp for vinderen, som vil være nationens sejrherre.

BT har været i kontakt med Rudy Markussen, som ikke ønsker at udtale sig om Nisse Sauerlands nye tilbud.