Carl Froch udboksede Arthur Abraham og generobrede WBC's VM-bælte i supermellemvægt med en suveræn pointsejr.

Englænderen Carl Froch kan igen kalde sig verdensmester i supermellemvægt hos bokseforbundet World Boxing Council.

Natten til søndag var englænderen klart stærkest i duellen mod tyske Arthur Abraham i Helsinki, og Carl Froch vandt med samtlige dommerstemmer. Cifrene efter de 12 omgange blev 120-108, 120-108 og 119-109 i Carl Frochs favør.

Dermed er Carl Froch tilbage som verdensmester, efter at han i april tabte WBC-bæltet til danske Mikkel Kessler i Herning. Carl Froch dominerede fra kampens begyndelse med sin lange venstrehånd, og det stod hurtigt klart, at den fysisk mindre Arthur Abraham ikke havde redskaberne til at nedbryde englænderen.

Uanset resultatet af kampen var både Carl Froch og Arthur Abraham på forhånd sikret adgang til semifinalerne af Super Six-turneringen. ---- De øvrige semifinalister er amerikaneren Andre Ward og Glen Johnson fra Jamaica.

 /ritzau/