De to mest optimistiske partier i dansk politik tog til Folkemødet på Bornholm med en gedigen øretæve fra vælgerne i bagagen.

I Allinge har Folketingets yngste og ældste partileder nu muligheden for at tale med folket, men det er selvsagt svært at piske troen på fremtiden op i en em af taber-stemning. Spørgsmålet er, om der overhovedet længere er brug for de to partier i Folketinget?

Alternativets leder, Uffe Elbæk, holdt på Folkemødet en begavet, bevægende og inspirerende tale om, hvad enkeltpersoner, folkelige bevægelser og frivillige fællesskaber har skabt af afgørende forandringer i verdenshistorien.

Der var dunkende blod i den fortælling, men det var også svært at se, hvordan man omsætter det til praktisk hverdag på Christiansborg.

LAs nye leder, Alex Vanopslagh, holdt en mere forsigtig tale, som bar præg af en perlerække af hensyn, han lige nu skal tage til sit parti og bagland, hvor der først skal skabes ro, før man kan bygge et nyt projekt. Det var da også svært at få øje på det nye projekt.

Og hvis ikke LA snart kommer med nogle interessante udspil, kan de få svært ved overhovedet at finde ørenlyd fremover, for deres mandater ser ikke ud til at blive spilbare i denne valgperiode.

Når der alligevel er brug for partier som LA og Alternativet, så er det for at trække i alle magtpartierne. Ofte bliver politiske resultater bygget på et kompromis af et kompromis af et kompromis. Først skal magtpartierne bliver enige med sig selv, så med regeringen og de øvrige nødvendige 90 mandater.

For slet ikke at snakke om, at de også skal have politikken igennem embedsapparatets kødhakker. Hele den proces er det man kalder pragmatisk. Det vil sige, at alle giver sig lidt hele tiden for at opnå et resultat. Det er nødvendigt for at samfundet fungerer.

Uffe Elbæk fra Alternativet holder partiledertale på Hovedscenen i Allinge på Bornholm under Folkemødet 2019, torsdag den 13. juni 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Uffe Elbæk fra Alternativet holder partiledertale på Hovedscenen i Allinge på Bornholm under Folkemødet 2019, torsdag den 13. juni 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men hvis vi kun præsenteres for kompromisser, bliver det utydeligt, hvad der egentligt bliver kæmpet for. Hvad er værdien, ideen og visionen bag? Hvad er det for et samfund, man drømmer om, og hvad er det for menneskesyn og virkelighedsopfattelse, man bygger på?

Der er brug for nogen, der sætter milepælene så langt ud i horisonten og højt oppe på bjerget, at alle andre bliver tvunget til at løfte blikket fra kompromisteksten. Og i sidste ende gør det kompromiserne bedre.

Det er godt, at grundstemningen i både LA og Alternativet er trodsig optimisme, for det får de brug for i den kommende tid, hvor det etablerede politiske system vil ignorere dem, mens de indgår nødvendige kompromiser.