Anklageren kræver hård straf til Scientology i Frankrig for svindel. Organisationen skal tvangsopløses og syv ledende medlemmer fire år i fængsel, lyder kravet.

Den franske anklagemyndighed anbefalede i dag, at en domstol tvangsopløser organisationen Scientology.

Anbefalingen kom under afslutningen af en retssag, hvor Scientology står anklaget for økonomisk svindel.

Samtidig kræver anklageren Scientologys hovedkvarter i Paris idømt en bøde på fire millioner euro (30 millioner kroner).

Scientology er beskyttet i USA ved at være registreret som en religion. Blandt prominente amerikanske medlemmer er skuespillerne Tom Cruise og John Travolta.

Det samme gør sig ikke gældende i Frankrig, hvor organisationen gentagne gange er blevet beskyldt for at være en pengegrisk kult. Anklagemyndigheden mener, at Scientology har lokket en række mennesker indenfor gennem en personlighedstest og snydt dem for store pengebeløb.

Syv ledende Scientology-medlemmer er på anklagebænken i Paris, og de risikerer op til fire års fængsel

Scientology er ikke et anerkendt trossamfund i Danmark.

/ritzau/Reuters