Den haj som angreb fire personer i ferieparadiset Sharm El Sheikh, er ifølge de egyptiske miljømyndigheder blevet fanget. De egyptiske miljømyndigheder har offentliggjort billeder af den haj, der formodentlig har angrebet tre russere og en ukrainer i det egyptiske ferieparadis, Sharm El Sheikh.

Billedet viser en Makohaj og derfor kan det udelukkes, hvad de egyptiske miljømyndigheder tidligere har frygtet, at det skulle være den berygtede hvidhaj, der var dukket op i uvante omgivelser.

På trods af, at hajen tilsyneladende er fanget, så er badeforbudet i området ikke blevet ophævet endnu.

Den egyptiske miljøminister Said Maged George meddeler via miljøministeriets hjemmeside, at myndighederne fortsat vil undersøge kystområderne i Sharm El Sheikh for at være sikre på, at man har fat i den rigtige haj.

Hajen, som er blevet fanget er ifølge det egyptiske Miljøministerium 2,25 meter lang, grå og med hvid bug. Den har desuden en skade på rygfinnen, som skulle passe med de oplysninger Miljøministeriet har fået fra dykkere og ofre. Nyheden om at den farlige haj er fanget, er dog blevet modtaget med en god portion skepsis rundt omkring i verden. På forskellige debatfora diskuteres troværdigheden af oplysningerne og mange mener, at de egyptiske myndigheder har fanget en tilfældig haj til lejligheden for ad den vej at berolige de mange turister.