Nordkoreas angreb på Sydkorea i dag kan føre til en regulær krig mellem de to lande, siger Korea-eksperten Geir Helgesen. Han kalder det 'ekstremt alvorligt'.
Risikoen for regulær krig mellem Nordkorea og Sydkorea har ikke været større siden indgåelsen af våbenhvilen efter Koreakrigen i 1953.
Det siger den danske Korea-ekspert Geir Helgesen til berlingske.dk.
Nordkorea angreb tirsdag morgen den sydkoreanske ø Yeonpueong med op mod 200 granater. En sydkoreansk marinesoldat mistede ifølge sydkoreansk tv livet og flere civile og soldater er sårede. Sydkorea svarede igen med 80 granater.
Geir Helgesen kalder dagens nordkoreanske angreb på Sydkorea for 'ekstremt alvorligt'.
- Risikoen for en regulær militær konfrontation er i dag langt langt større, end den på noget tidspunkt har været siden Korea-krigen. Der vil være meget stærke kræfter i Sydkorea, som vil presse præsidenten til at komme med en reaktion, som Nordkorea kan forstå. Det vil sige en militær gengældelse, som er langt kraftigere, end det Nordkorea har gjort. Men det vil præsidenten sandsynligvis stå imod, selvom folkets vrede er meget stor, siger Geir Helgesen, der er seniorforsker ved Nordisk Institut på Asienstudier.
Geir Helgesen var i Nordkoreas hovedstad Pyongyang for nylig, hvor han havde drøftelser med embedsmænd i Udenrigsministeriet, som forsikrede ham om landets fredelige hensigter. Derfor er han stærkt overrasket over dagens begivenheder.
- Hvis Nordkoreas handling er en gengældelsesaktion, efter at USA og Sydkorea holdt en fælles militærøvelse i området forleden, så er det tegn på en ekstrem overreaktion fra Nordkoreas side, som må fortælle os, at der er noget rigtig galt fat med regimet, siger Geir Helgesen.
Han siger videre, at Kinas reaktion på det nordkoreanske angreb er meget vigtig.
- Hvis der er tale om et helt uprovokeret angreb, så mener jeg ikke, at Kina fortsat kan holde holde over Nordkorea, siger Helgesen.
FRYGTER DU EN KRIG MELLEM DE TO LANDE? ELLER ER DET FOR LANGT VÆK? DELTAG I DEBATTEN HER.