Øverst ses vragresterne fra det russiske turistfly, som 31. oktober styrtede til jorden

Det russiske passagerfly, der styrtede ned i Sinai-ørkenen sidste weekend, har med 99,9 procent sikkerhed haft en bombe ombord, siger flere højtstående, amerikanske efterretningskilder.

USA: Det russiske passagerfly, der sidste lørdag styrtede ned over Egyptens Sinai-halvø, havde med 99,9 procent sikkerhed en bombe ombord. Det vurderer en række højtstående, amerikanske efterretningskilder over for CNN.

»Det er 99,9 procent sikkert,« siger en af embedsmændene til TV-stationen.

Imens siger en anden:

»Vi mener, flyet sandsynligvis styrtede ned på grund af en bombe.«

Det russiske Metrojet Flight 9268 styrtede ned over Sinai-halvøen sidste lørdag på vej fra den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh til Sankt Petersborg. Alle 224 mennesker om bord - hovedsageligt russiske turister på vej hjem fra ferie - blev dræbt.

Spekulationerne har den seneste uge floreret om, hvorvidt flyet styrtede på grund af en teknisk fejl, eller om det var et terrorangreb.

De egyptiske efterforskere ser dog ud til med små skridt at nærme sig en forklaring. Lørdag bekræftede den egyptiske havarikommission således, at der er registreret en høj lyd på optagelserne fra en af de sorte bokse. Lyden kan høres i sekundet inden, optagelserne helt stopper, blot 23 minutter efter take-off fra Sharm el-Sheikh.

»Alle scenarier er på bordet. Vi ved ikke præcist, hvad der skete,« sagde lederen af den egyptiske havarikommission, Ayman al-Muqaddam, på et pressemøde lørdag.

Også europæiske efterforskere, der har analyseret data fra flyet, vurderer ifølge CNN, at der ikke er tale om en ulykke.

Samtidig forstærkes mistanken om et terrorangreb, efter britiske og amerikanske efterretningskilder har opsnappet samtaler mellem militante fra Islamisk Stat lige efter styrtet. Her praler de militante angiveligt med, at det lykkedes dem at få flyet til at styrte.

Ligeledes siger militante fra terrorbevægelsen ifølge Reuters, at de fik flyet til at styrte som hævn for russiske luftangreb mod islamistiske krigere i Syrien, hvor Islamisk Stat kontrollerer store dele af den østlige og nordlige del af landet.

De militante påstår også, at de »på et tidspunkt vil fortælle verden, hvordan de udførte angrebet«, skriver Reuters.