Det er ikke kun rynker, det kan glatte ud. Det kan også lindre eller helt fjerne hovedpine og astma. Det viser en række nye forsøg med det udbredte rynkemiddel Botox.
I USA blev Botox i forrige uge officielt godkendt til behandling af kronisk migræne. Også i England er Botox nu en godkendt hovedpine-behandling.
I Danmark er behandlingen endnu ikke godkendt, men der foregår forsøg med midlet på hospitaler i Århus og København, og en række private neurologer og speciallæger i plastikkirurgi tilbyder nu behandlingen.
- Jeg har foreløbig behandlet 200 patienter for især spændingshovedpine, og omkring 90 pct. er blevet symptomfri. Det er ret fantastisk. Behandlingen skal dog ofte gentages med tre-fire måneders mellemrum, siger Jesper Nygart, der driver et privathospital i København.
- Vi har knap så gode resultater med migræne, hvor succes-raten ligger omkring 50 procent. Men hovedpine kan være direkte invaliderende. Nogle af mine patienter har været tvunget til at opgive job og karriere på grund af de hyppige smerter, så de er begejstrede for den nye behandlingsmulighed.
Lammer musklerne
Lægen har bedst erfaring med at sprøjte Botox ind i patientens pande, tindinger eller tyggemuskler, men i en række tilfælde lægges sprøjten også i nakken. Nakke-udløst migræne og hovedpine er stærkt udbredt. En smertefuld nakke sender en øget strøm af signaler til hjernen og skaber hovedpine. Botox blokerer så nerveimpulserne og lammer musklerne.
- Bivirkninger optræder heldigvis sjældent. Jeg har hos mine foreløbig 200 patienter ikke set alvorlige bivirkninger. Men et øjenbryn kan synke lidt hos enkelte patienter, siger Jesper Nygart.
I Hovedpine & Migræneforeningen siger formanden Hanne Johansen:
- En række af vores medlemmer har prøvet behandlingen. De fleste har følt sig hjulpet, men der er også nogle, den slet ikke hjælper på. Personlig ville jeg helt afgjort tage imod behandlingen, hvis jeg ikke var tilfreds nok med den medicin, jeg tager. Jeg har svær migræne, men er godt medicineret.
Også migræne
Senest har en amerikansk-canadisk undersøgelse vist, at Botox effektivt kan bekæmpe hovedpine og migræne. Et år med Botox-behandling medførte en halvering i antallet af anfald hos 70 procent af patienterne med kronisk migræne.
Knut Hagen, norsk hovedpineforsker, mener, at der endnu kun er påvist sikker effekt hos personer med kronisk migræne. Den kroniske form findes kun i begrænset omfang. De fleste har midlertidige anfald.
- For et lille udvalg kan dette være et behandlings-alternativ, men det er ikke for alle. Der findes andre behandlinger, som både er rimeligere og mere effektive, siger han til norske Dagbladet.
Botox benyttes foruden til rynkebehandling også til behandling af spastiske lammelser. Den tidligere speedway-verdensmester Erik Gundersen har tidligere i B.T. fortalt om, hvordan Botox har hjulpet ham til et bedre liv uden så mange smerter og krampeanfald. Midlet virker ved at blokere signalstofferne mellem nerver og muskler, så musklerne slapper af.