Det var dronning Ingrid, der begyndte traditionen med at invitere pressen til at fotografere den kongelige familie, når den holdt sin årlige sommerferie på Gråsten Slot. Siden er det blevet til en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor pressefolk fra flere lande møder op. Men i år bliver den traditionsrige sommerfotografering anderledes.

I alle de mange år, hvor store dele af den kongelige familie er draget til Gråsten Slot for at holde sommerferie sammen, og hvor den årlige sommerfotografering har fundet sted, har det altid foregået inde på slottets område. Og kun for pressen. Her er den kongelige familie ofte blevet fotograferet ved 'Prinsessernes legehus', hvor der også er gyngestativer og andre børnelegesager, de små kongelige kan muntre sig med, mens fotograferne knipser. Eller også familien har stillet sig op på en af de hvidmalede træbroer i slotshaven.

Men sådan bliver det ikke i år. Der bliver danskerne nemlig inviteret med til sommerfotograferingen, der finder sted på søndag den 16. juli. Det er samtidig den sidste dag af ringridderfesten i Gråsten, hvor den kongelige familie ofte har fået besøg af ringridderne. Det gør de også på søndag, hvor Dronningen - og det forventes også at prins Henrik vil være på slottet - sammen med kronprinsparret og deres fire børn.

Men da de kongelige i år er spredt, prins Joachim og prinsesse Marie og de to børn holder deres årlige sommerferie i Frankrig, så prinsessen har mulighed for at være sammen med sin familie, har man derfor besluttet at slå den årlige sommerfotografering sammen med besøget af ringridderne på søndag.

Ifølge Billedbladet rejser kronprinsparret og børnene hjem efter ringridderfesten. Mens det er planen, at regentparret sammen opholder sig på Gråsten Slot i en uges tid. Derefter skulle prins Henrik rejse til Caix, mens Dronningen bliver et par uger mere på Gråsten, formentlig sammen med sin søster, prinsesse Benedikte, før majestæten også rejser til det franske slot og holder sommerferie der indtil den 23. august.