Medlemmer af fugleskydningsselskabet i Nyborg ville på et møde fyre Prins Henrik som protektor, men blev banket på plads af flertallet Fyr Prins Henrik.

Sådan lød budskabet fra flere medlemmer af Nyborg Fugleskydningsselskab af 1801, da lauget i sidste uge holdt generalforsamling.

Prins Henrik er nemlig det traditionsrige selskabs royale protektor, men flere ytrede stor utilfredsheds med at prinsegemalen i de 37 år han har været protektor, ikke en eneste gang har været på besøg. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Heller ikke da Prinsgemalen i 1991 blev fuglekonge, så man noget til Prinsen og ved selskabets 175-års-og 200-års-jubilæum var prins Henrik inviteret, men takkede nej på grund af travlhed.

Under regentparrets besøg i Nyborg i sommer fik prins Henrik heller ikke tid til et besøg i fugleskydningsselskabet, lød kritikken på generalforsamlingen.

Ifølge Fyens Stiftstidende blev kritikerne dog banket på plads af generalforsamlingens mere besindige og kongetro flertal, som gav udtryk for, at man ikke bare kan fyre en royal protektor. Derfor trak kritikerne forslaget tilbage, inden det skulle til afstemning, og deltagerne blev pålagt tavshed over for pressen.

- Jeg har ikke andre kommentarer, end at der ikke har været et forslag som det omtalte til afstemning, siger formand Hans-Christian Dahl til Fyens Stiftstidende.

Den ellers så jagtglæde Prins Henrik blev i sommers også upopulær i Aabenraa Skyttelaug, da han lovede at komme til laugets 275 års jubilæum og lovede både at deltage i skydning og middag. Men han dukkede kun op i en halv time på skyttegården, inden han halsede videre, og nåede slet ikke at høre den tale, som skyttelaugets formand havde skrevet.