I disse dage valfarter prominente og royale gæster til Stockholm for at deltage i lørdagens store kronprinssebryllup. Men blandt gæsterne befinder sig også to mere anonyme ansigter, som Victoria og Daniel skylder noget særligt. Nemlig en tak for livet. Ifølge det svenske dagblad Expressen har det kommende tronfølgerpar inviteret to hemmelige gæster med til bryllupsfest. En af dem er den svenske ernæringsekspert Annika Kahm, som var en af de vigtigste grundsten i KronPrinsessens skrøbelige fundament under hendes lange kamp mod anoreksi. Nogle af os husker stadig de skræmmende billeder fra 1997 af Victoria til bal med tændstiktynde arme. Og efter kort tids spekulation i medierne gik kongehuset ud med meddelelsen om, at Kronprinsessen led af anoreksi. Efterfølgende har Victoria selv valgt at være meget åben om sin sygdom.

Præstationsangst

- Jeg led af præstationsangst. Man vokser op og bliver forvirret over, hvem man er, og så kommer man i ubalance. Men jeg fik en vældig fin hjælp og støtte, som betød, at forløbet styrkede mig uhørt meget, fortalte hun så sent som i sidste uge i en svensk tv-dokumentar. Hjælpen hun refererer til, kom bl.a. fra ernæringsekspert Annika Kahm, som i mange år har drevet sin klinik for spiseforstyrrelser i Connecticut, USA. - Vi står hinanden nær og jeg har naturligvis sagt ja til invitationen og ser frem til brylluppet, siger Annika Kahm til Expressen. Men det er som nævnt ikke kun Victoria, som har grund til at sige tak. Også Daniel har inviteret en hemmelig gæst med på lørdag: Overlæge Olof Heimbürger.

Ny nyre

Det er ét år siden, Daniel Westling kom i taknemmelighedsgæld til Heimbürger. Det var nemlig ham og hans hold af eksperter, der på den nyremedicinske klinik på Karolinska Universitetshospital i Stockholm stod for den kommende prins’ nyretransplantation. Som Daniels far iøvrigt var donor til. - Min nedsatte nyrefunktion er medfødt. Men først for to år siden stod det klart, den måtte udskiftes, og at min fars kunne bruges. Så alt var planlagt.

Ingen garanti

- Alligevel er det en mærkelig følelse, at ens far lægger sig på operationsbordet for ens skyld. Og samtidig havde jeg ingen garanti for, hvordan min krop ville tage i mod organet. Oveni det havde vi et år foran os med bryllup og en masse hårdt arbejde. Men indgrebet har da haft en positiv betydning. Man tager ikke noget for givet længere. Der findes en ydmyghed for livet og sundheden, som Daniel Westling for nylig sagde i et interview med Svenska Dagbladet. Og den ydmyghed omfatter også den svenske nyreekspert, som bragte både Daniel og hans far Olle sikkert gennem livet. Ialt er 600 gæster fra hele verden inviteret til vielsen.