Modebossen Jim Lyngvild er både kendt for sine kontante udmeldinger og sit nære venskab til Pia Kjærsgaard.

Og mandag aften kom det endnu engang til udtryk på hans Facebook-profil.

- Helle Thorning er et pyntet kosteskaft med patter - en lolitadukke med et halvslapt Duracell-batteri i ryggen! skrev han på sin væg, imens S-formanden og Pia Kjærsgaard var i fuld gang med en politisk duel i Sønderborg.

De to parti-kvinder mødtes mandag aften til anden runde af deres politiske duel. Emnet var Danmark, og her blev debatteret alt fra velfærd, økonomi og udlændinge til folkeskoler og udenrigspolitik.

TV2 News transmitterede fra Sønderborg, og selv om tonen var både skarp og humoristisk var det ingenting i forhold til Jim Lyngvilds opdateringer.

- Jeg vil hellere DØ end se Helle Thorning-Schmidt som Statsminister. Den kone er ALT det modsatte af, hvad socialdemokratiet - i min bog - står for. Hun er snobbet, plastisk-ommøbleret, poleret og fuldstændig uden personlighed. Vi ansætter en lolitadukke med et duracellbatteri i ryggen, og det kan vi simpelthen ikke være tjent med! Skrev han videre.

Modebossen, der kommenterer på de kendte og mindre kendtes stil i Ekstra Bladet, er personlige venner med Pia Kjærsgaard. Han har tit forsvaret hende i medierne og udtalt, at han har stor respekt for DFs formand.

De to har lært hinanden at kende til utallige premiere, hvor de begge har været inviteret og har udviklet et nært venskab. De har desuden stillet op til et dobbeltinterview i kvindemagasinet Q, hvor de bl.a. fortæller, hvor meget de har meget tilfælles, og hvordan deres venskab skaber misundelige blikke og kommentarer på Christiansborg. I interviewet bliver de bl.a. spurgt, om de praler med hinandens venskab.

- JA, det gør jeg, siger Pia Kjærsgaard i interviewet.

- Samtlige sekretærer på Christiansborg var helt oppe på stolene, da de hørte, at jeg skulle ind og lave interview med Jim, og de sagde alle sammen med smigrende stemmer, 'gider du ikke nok hilse'. Der var stor ståhej og misundelse. Så jeg er stolt af at kende Jim, og jeg er hel pjattet med ham, fortæller hun til Q.

Jim Lyngvild har efterfølgende fjernet sine kommentarer på sin Facebook-profil.