Kirkeminister Manu Sareen har fået lyset ind i de mørke lokaler og har i det hele taget en mere bramfri tone, end vi er vant til.
Kirkeministeren bander. Han hader mørke malerier. Og han hader brede, skinnende slips.
Det fremgik tydeligt af tv-udsendelsen ’Tro, håb og homovielser’, der blev sendt første gang på DR1 søndag aften. Et tv-program, der fulgte Manu Sareens første to måneder som minister for kirke, ligestilling og nordiske anliggender. En periode, hvor han som det første kæmpede for sin stålsatte drøm om at få tilladt homovielser i folkekirken.
Læs også: Den bramfri kirkeminister kommer dagen derpå direkte fra et møde i byen tilbage til Kirkeministeriet, iført mørkeblå cardigan og grønt halstørklæde. Han har sagt ja til at vise sit renoverede kontor frem, for det nåede vi ikke at se i tv-udsendelsen.
Dansker på godt og ondt
Men han bliver overrasket over at høre, at flere læsere har kommenteret, at han som kirkeminister bandede en del i udsendelsen.
- Bandede jeg virkelig så meget?
Ja, det skete et par gange.
- Jamen altså, jeg er dansker på godt og ondt. Jeg har boet på Amager hele mit liv og er vokset op i en arbejderfamilie. Jeg tænker ikke over det. Det var vist et ’ups’.
Læs også:
Der er nogle, der er blevet stødt over det.
- Det er jeg ked af at høre. Men man skal huske, at ministre er mennesker som alle andre. Jeg har aldrig mødt en dansker, der ikke bander en gang imellem. Tv-holdet filmede mig over to måneder, og der er åbenbart kommet et par bandeord med i den færdigredigerede udsendelse, siger Manu Sareen.
Ville aldrig sige ’grønlænder’
Det er også faldet nogle for brystet, at du afviser et bestemt slips med den begrundelse, at du kommer til at ligne en grønlænder?
- Nej, en grønthandler.
Det lyder altså som om, du siger grønlænder?
- Nej, jeg kunne da ikke drømme om at sige ’grønlænder’. Hvorfor skulle jeg det? Der er da ingen sammenhæng. Det er en intern joke, hvor vi indvandrere kalder hinanden ’grønthandlere’. Det er en del af jargonen, hvor vi tager pis på hinanden. Jeg bruger det også i mine børnebøger (om drengen Igbal Faroug, red.).
Vi er nået ind på Manu Sareens kontor - nu med kridhvide vægge og en fabelagtig udsigt over Frederiksholms Kanal. Væk er de store, mørke malerier fra forgængeren Per Stig Møllers tid.
- Se her, her stopper alle op, siger han og bukker sig ned til en brændestabel, der er lagt til rette som et bål på gulvet lige indenfor døren.
- Er det ikke fantastisk? Det er lavet af keramik af kunstneren Maria Lenskjold. Vi har lige sat en seddel på til rengøringen, så de ikke tror, det er et ægte bål.
Farverig kunst
På væggen bag hans skrivebord hænger nu et moderne maleri i pink, lilla og røde farver af kunstneren Kasper Bonnén.
- Jeg kan specielt godt lide farverne, der spiller godt op til de hvide vægge. Men billedet er på sin egen måde en blanding af abstrakt kunst og surrealisme.
Det fremgår af udsendelsen, at din hustru, Anya, skulle stå for indretningen. Fik hun betaling for det?
- Nej, der står jo ikke ’dum’ på ryggen af mig. Vi havde otte-ti billeder at vælge mellem, og Anya var med til det.
Vil aldrig føle sig hjemme
Føler du dig så hjemme her nu?
- Nej. Jeg har besluttet, at jeg aldrig vil føle mig hjemme. Det her er en arbejdsplads, som jeg har til låns - sådan havde jeg det også på Københavns Rådhus. Men nu føler jeg mig godt tilpas her.
Der var for mørkt før, og det var noget, alle lagde mærke til. Per Stig tog jo selv pis på det. Jeg kan bare bedst med lyse farver og lyse rum.
Det hænger måske også sammen med vejret. Jeg har brug for en kontrast til det mørke vejr, der ’kravler ind på os’ alle steder. Det er november, november, november i alt for lang tid.
På den her måde kan jeg holde mørket væk, og mit hjem er i øvrigt indrettet på samme måde, siger Manu Sareen.
