Den tidligere konservative partiformand vakler mellem tre partier, fortæller han i interview med Euroman

Den borgerlige regering har ikke ret meget gavn af, at den tidligere konservative partiformand Hans Engell nu er en af Danmarks skarpeste politiske kommentatorer og næsten dagligt udlægger teksten på TV2 og TV2 News.

Snarere tværtimod.

Faktisk har der længe været en markant irritation i V og K over Hans Engells analyser. I regeringen har man ifølge B.T.s kilder længe syntes at Engell var urimeligt hård overfor regeringen og især hans gamle venner i Det konservative Folkeparti.

Men nu slår Hans Engell hovedet på sømmet i et interview i Euroman.

Det går ad Helvede til i Danmark. Og det er så slemt, at Hans Engell slet ikke ved hvem, han skal stemme på. Han vakler mellem tre partier, fortæller han i interviewet. Og i måden, han formulerer det på, lægger han endda op til, at et af partierne måske ikke nødvendigvis er borgerligt.

Ved du, hvad du vil stemme?

- Jeg er faktisk lidt i tvivl.

Hvorfor det?

- Fordi jeg nu har nået en alder, hvor det ikke længere handler så meget om min egen pengepung og bekvemmelighed.

Vakler du mellem to partier eller flere?

- Tre.

Hvilke?

- Det vil jeg ikke sige. Hvis jeg sagde det, mener jeg ikke, jeg ville kunne agere som uvildig politisk kommentator. Men jeg vil sige så meget, at jeg vil stemme på det parti, der bedst besvarer, hvad Danmark skal leve af om 25 år.

Jeg er faktisk bekymret. I løbet af kort tid lukker det sidste skibsværft, om fire år har vi ingen slagterier i Danmark. Vidensproduktionen i de nye økonomier er langt, langt stærkere end herhjemme.

På overfladen ser det måske meget godt ud, men det går faktisk ad helvede til i Danmark, siger Hans Engell.

Hans Engell var forsvarsminister fra 1982-87, justitsminister 1989-93, og konservativ leder 1993-97. Men han har forlængst rystet det partipolitiske støv af sig.

- Når jeg følger politik i dag, er det først og fremmest en vurdering af politikerne som professionelle mennesker. Hvor gode de er til at idéudvikle, kommunikere og lægge taktiske og strategiske planer, som holder. Jeg vil selvfølgelig altid være under mistanke for at have min egen dagsorden, og derfor beskæftigede jeg mig heller ikke med De Konservative i de første mange år, efter at jeg stoppede på Christiansborg. I dag forholder jeg mig lige så meget og på samme måde til De Konservative, som jeg gør til alle andre partier. Men det er det parti, hvor jeg har færrest kilder, mærkeligt
nok.

Har du oplevet, at tidligere partifæller beklager sig over, at du har kritiseret en konservativ?

- Ja, f.eks. i sagen om Lene Espersens ferie til Mallorca var der en, der ringede og spurgte ‘Hvorfor hjælper du ikke Lene i stedet for at kritisere hende?‘ Men det påvirker mig slet ikke, siger Hans Engell til Euroman.

Er du, ligesom Hans Engell, i tvivl om, hvilket parti du vil stemme på? Scroll ned og skriv din mening