Mængden af blomsterbuketter og rødvinsgaver, der hober sig op i hjemmet i Holstebro, taler sit eget tydelige sprog.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Tidligere forsvarsminister Søren Gade har fået chokolade nok til at åbne en mindre forretning.

- Jeg har fået mere end 100 breve fra folk, jeg ikke kender, som lige vil sende en hilsen. Det er meget rørende, siger Søren Gade. Og var han en populær forsvarsminister, så er han om muligt blevet endnu mere populær, efter han valgte at træde tilbage.

Så populær er han, at et flertal af almindelige danskere mener, at han kunne gå an som statsminister.

Nyder det simple liv

En afstemning på bt.dk viser, at over halvdelen af brugerne godt kan se Søren Gade som statsminister en gang i fremtiden.

Og i den lokale avis Dagbladet Holstebro-Struer, viser en afstemning, at hele 87 procent af netlæserne foretrækker Søren Gade som statsminister frem for Lars Løkke Rasmussen (V).

Hovedpersonen selv tager populariteten med ophøjet ro.

- Det er ikke så kompliceret at være forhenværende, siger Gade.

Ikke farvel til politik

Den populære eks-minister vil dog ikke afvise, at han en dag vender tilbage til politik.

- Man skal aldrig sige aldrig. Der kan ske meget, så det vil være dumt at sige, at det er farvel for altid. Men jeg har altså ingen planer i den retning.

De næste måneder vil han bruge på at slappe af, få styr på hjemmet i Holstebro og være sammen med sine to piger.

Tavs om fremtiden

- Der er mange ting herhjemme i huset, som jeg har forsømt, som jeg nu skal have indhentet. Tøserne (døtrene Ida og Mette, red.) flytter til København eller Århus for at læse, og dem vil jeg også gerne hjælpe godt på vej.

Hvad der skal ske efter den selvvalgte ledighed, ved Søren Gade ikke. Allerede som minister fik han forskellige jobtilbud. Og i den kommende tid skal flere nok komme til.

- Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke havde tænkt på, hvad jeg skal lave i fremtiden. Men de tanker holder jeg foreløbig for mig selv.