EU-Kommissionen forbereder lovforslag, som vil fratage regeringer suverænitet med grænsekontrol.

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen øjeblikkelig melder ud, at Danmark under ingen omstændigheder kan acceptere EU-Kommissionens plan om at fratage regeringerne suveræniteten over grænsekontrollen.

Som reaktion på krisen om den danske grænsekontrol forbereder EU-Kommissionen en lovændring, der vil fratage de europæiske regeringer suverænitet med grænsekontrollen, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ).
På avisen hjemmeside hedder det, at Bruxelles senere i september vil fremlægge et forslag, som vil medføre, at medlemslandene ikke alene kan træffe afgørelser om deres grænser.

Lovforslaget lægger op til, at Bruxelles reelt vil få en vetoret på området, hedder det i avisens artikel, som er baseret på unavngivne kilder.
Den tyske avis skriver, at forslaget fra EU-kommissæren for indre anliggender, Cecilia Malmström, vil medføre, at der fremover skal to procedurer til for at genindføre grænsekontrol inden for Schengen-samarbejdet.
Den første gælder særlige omstændigheder, som når et land vil have kontrol med for eksempel fodboldfans i stort antal eller ved særlige politiske begivenheder.

I sådanne tilfælde skal Kommissionen fremsætte et formelt forslag, som skal godkendes af et kvalificeret flertal af medlemslandene. Her skal der gælde forlængelses-muligheder på maksimalt seks måneder.
Den anden procedure gælder ved særlige uforudsete begivenheder, som ved naturkatastrofer eller epidemier.
Her kan medlemslandene stadig selv have ansvaret for grænsekontrollen, som dog kun vil kunne indføres for fem dage. En fortsættelse vil indebære, at der træffes en beslutning, som ved den første procedure.

Disse planer kan kun træde i kraft, hvis medlemslandene og EU-Parlamentet godkender dem.
Blandt medlemslandene har senest Frankrig og Tyskland understreget, at det sidste ansvar for grænsesikring skal forblive på nationale hænder.
/ritzau/
/ritzau/