Efter en studietur til grænsen mellem Ungarn og Serbien har Dansk Folkeparti fundet en grænsemodel, som bør kopieres på den dansk-tyske grænse. Det fortæller partiets gruppeformand i Europaparlamentet, Anders Vistisen til Politiken mandag.

»Vi er meget begejstrede i Dansk Folkeparti over det, vi har oplevet i Ungarn. Modellen er en-til-en den, som vi foreslår, at man indfører mellem Danmark og Tyskland,« siger Anders Vistisen til Politiken.

Modellen består dels af en fysisk barriere i form af et tre meter højt grænsehegn med pigtråd, bevægelsessensorer og overvågningskameraer. Og dels af asylbehandling på grænsen i såkaldte transitzoner, hvor asylansøgere er frihedsberøvet, mens deres sager behandles. Transitzonerne er eneste adgang til at søge om asyl.

Den ungarske model indebærer, at asylansøgerne frihedsberøves i containerlejre, mens deres asylansøgning behandles. Og der er ingen øvre grænse for sagsbehandlingstiden.

Politikere i EU og en række internationale interesseorganisationer udtrykker hård kritik af systemet, og herhjemme har Flygtningenævnet netop afgjort, at forholdene for asylansøgere i Ungarn er for usikre til, at Danmark kan sende asylansøgere dertil. Men kritikken gør ikke indtryk på Dansk Folkeparti.

»Det er da ikke luksus på nogen måder, men forholdene var ganske fine til formålet, som er at tilbageholde mennesker, indtil deres asylansøgning er afgjort«, siger Anders Vistisen til Politiken.

Danmark er af EU-kommissionen blevet opfordret til at udfase den midlertidige grænsekontrol på grænsen til Tyskland inden for seks måneder. Så tilladelse til at opføre et grænsehegn er helt utænkelig, siger Frank McNamara, som er ekspert i grænsekontrol fra tænketanken European Policy Centre.

»EU-institutionerne er imod opsættelsen af grænsehegn. Det har de sagt igen og igen. Og EU er overordnet set imod den ungarske grænsemodel. Jeg synes, at det er latterligt at foreslå, at den model kan bruges mellem Danmark og Tyskland«, siger Frank McNamara til Politiken.