B.T. Mener: Vi har ikke fået de rigtige forklaringer i den spegede sag om Sass Larsens manglende PET-godkendelse Det skulle være så godt, men nu er det faktisk skidt. I Køge sidder Henrik Sass Larsen. Uden ministerpost og ribbet for magtbeføjelser i det socialdemokrati, han de seneste fem år har været med til at styre med sikker og benhård hånd. Få dage før han skulle have indtaget finansministerkontoret, trak han sig. PET kunne ikke sikkerhedsgodkende Socialdemokraternes næstformand og politiske ordfører. I sig selv en politisk skandale af rang, som detonerede, få dage før regeringen blev dannet. Væk er magtbasen med Helle Thorning-Schmidt, og tilbage er kun medlemskabet af Folketinget og posten som delegationsleder for Europarådet, der indebærer fire rejser om året af en uges varighed til Strasbourg. Væk er også venskabet med tidligere S-formand i Køge, Tommy Kamp, der fik Sass ind i ungdomspolitik, og som var med til at redde den dengang 14-årige Henrik fra en voldelig stedfar. Et langt venskab, som Sass længe nægtede at droppe, men som til syvende og sidst kostede ham karrieren. Eller gjorde det? To forhold gør, at man ikke kan afskrive et comeback om nogle år: At Sass er mere stædig og viljestærk end de fleste, og at han nu har droppet venskabet med Tommy Kamp. Ganske simpelt kappet alle forbindelser til den mand, der skabte ham. En hård skæbne, men også en nødvendig taktisk manøvre. Sass Larsen vil ikke lade sig nøje med at sidde på bagerste række på parti-bænken, men ser ud til at forberede en lang og sej tur tilbage til toppen. Og det kan kun ske med et ikke-eksisterende forhold til den gamle bonkammerat. De to forhenværende venner ynder at fremstille PET-sagen som ganske banal. Sass påstår, at det var hans - og Kamps - tilfældige møde med en rocker på et værtshus i Køge, der kostede ham den manglende sikkerhedsgodkendelse, og Tommy Kamp stillede hurtigt op og sagde, at det var hans kriminelle bekendtskaber, der var skyld i PETs nidkære interesse for vennens gøren og laden. Begge forklaringer savner troværdighed og substans. Hvis PET på så tyndt et grundlag kan diskreditere en politiker, lever vi i en bananrepublik, hvor retssikkerhed er en by i Mads Brüggers korrupte Afrika. Der må findes bedre forklaringer, men vi skal ikke regne med, de kommer fra hverken PET, statsministeren, Henrik Sass Larsen eller Tommy Kamp. Alle parter er interesserede i at holde tand for tunge og bare lade sagen dø hen. Der er brug for, at medierne følger de varme politiske og efterretningsmæssige spor, og gransker det lokalpolitiske/kriminelle miljø i Køge ekstra grundigt. Hvis den rigtige forklaring skal frem, er der brug for, at mange andre ’synger’ med på sangen om Larsen.