En ung mand med benzin i blodet kørte bogstavelig talt som "en brækket arm", da han under færdselpolitiets påskerazzia kom brølende med 162 km/t på en sønderjysk landevej, hvor den øvre fartgrænse er 80. Ungersvenden havde højre arm i gips, viste det sig, og han kunne derfor kun styre bilen med venstre hånd. Dette var endda blot ét af de grelle tilfælde, da færdselspolitiet i løbet af påske-ugen noterede ikke færre end 2.500 bilister og motorcyklister for at køre for stærkt.

I 76 tilfælde var overtrædelserne så grove, at føreren får en betinget frakendelse af kørekortet og skal op til en ny køreprøve.

De højste hastigheder i påsken blev målt på landevej med 80 km/t som max. hastighed. En bilist kørte 179 km/t og en motorcykel kørte 172 km/t.

Politikommissær Asger Lund Kristensen fra Rigspolitiets færdselsafdeling oplyser desuden, at 68 spritbilister blev snuppet, 59 personer kørte selv om de aldrig havde taget et kørekort og 35 kørte selv om de var fradømt kørekortet. Og så kørte hele 876 modige personer uden sikkerhedssele.

Blandt færdselspolitiets både nedtrykkende og særprægede oplevelser var også føreren af en varevogn, der kørte mad ud til plejehjem i Nordsjælland. Han må have været bange for, at de gamles mad skulle blive kold.

For i løbet af kun 20 minutter blev han snuppet af fartkontrollen to gange med speedometernålen på hhv. 83 og 73 km/t, hvor der højst må køres 50.

Et andet sted i landet blev en bilist stoppet for at køre 162 km/t på almindelig landevej.

Det viste sig, at han også var tordende beruset og blæste alkometeret op på 1,31 promille.

I en vestsjællandsk by kørte en 18-årig hele 99 km/t i sin nyerhvervede bil, hvor man kun måtte køre 50. Han havde heller ikke lige haft tid endnu til at tage kørekort.

På en landevej i samme egn gik det helt skævt. En personbil kørte 119 km/t, og førerenhavde ikke erhvervet sig et kørekort.

Bilen var hverken registreret eller forsikret, men forsynet med nummerplader fra en anden bil, som oven i købet var efterlyst for at være udeblevet fra syn hos Bilinspektionen.

Få dage tidligere var den uheldige bilist blevet stoppet og sigtet for kørsel uden kørekort. Ved den lejlighed havde bilen ikke en gang nummerplader på.

Vestjylland var ikke bedre. Her en 14-årig knægt stoppet på en stjålen motorcykel. Han havde i øvrigt ingen styrthjelm på.

Trailer-folket markerede sig også mellem fartbøllerne, bl.a. på Fyn, hvor to bilister med påhængsvogn kørte op til 110 km/t, selv om de højst må køre 70 km/t.